Værd at vide – erhvervserfaring dobler chance

12-08-2019
Studier gør det ikke alene – erfaring fra en arbejdsplads er afgørende for hurtigt at få job.
Af Palle Bjørnstrup

Det er budskabet fra Aalborg Universitet og Aalborg Kommune, der sammen har kigget på en række humanistiske uddannelser med risiko for ledighed efter studiet.

Hvis det handler om uddannelser med høj risiko for ledighed, er det vigtigt med erhvervserfaring, når man efter studiet skal søge job.

Læser man humanistiske uddannelser som f.eks. anvendt filosofi eller turisme, så er erfaringen fra en arbejdsplads helt afgørende for at undgå lang tid på dagpenge. 10 måneder efter studiet er 2 ud af 3 med erhvervserfaring i ansættelse. For dem, der ikke har erhvervserfaring, er det kun 1 ud af 3.

Faktisk kan næsten hver 3. (30%) med erhvervserfaring gå direkte i job efter studie, mens det for dem, der ikke har erhvervserfaring, kun er 1 ud af 10, som er svarende til 11%.

Undersøgelsen viser også, at næsten 4 ud af 5 ansættes i den private sektor.

Rådmand, Mai-Britt Iversen, i Aalborg Kommune siger: ”Den gode nyhed er, at du kan bevise, at du kan noget på en arbejdsplads, så vil det private erhvervsliv gerne ansætte dig bagefter. Det her viser, at vi bare skal have flere unge i gang med studiejob eller gode praktikker”.

Fra Aalborg Universitet supplerer prodekan for uddannelse Hanne Dauer Keller: ”Hovedparten af vores studerende har mulighed for at komme i praktik og/eller lave projektsamarbejde med virksomhederne, og halvdelen af alle specialer på AUU laves i samarbejde med en virksomhed, så mange af dimittenderne har alllerede en tæt kontakt med erhvervslivet. Men med dette initiativ sørger vi for, at alle dimittender på en række uddannelser klædes på til at søge job – både i den private og den offentlige sektor”.



Kommentarer