Så er Vin&Vin på plads i den midlertidige butik

19-06-2020
Nu bor vi lige over for på adressen Vestre Alle 11 i Skipperen – og vi har også en container lige udenfor.
Af Palle Bjørnstrup

”Nu skal vi til at finde en ny dagligdag” siger vinhandler Martin Andersen. ”Vi skal være i de midlertidige lokaler indtil oktober 2021, hvor det nye hus med en helt ny og større vinbutik meget gerne skulle stå færdig.

Det har været meget hektisk den sidste tid; først et forrygende flyttesalg, hvor kunderne virkelig kom og tog fra. Så på den måde gjorde det flytningen lettere, men alligevel var vi 10-12 mand i arbejde henover weekenden for at få flyttet det hele – og selvom vi har mindre plads, har vi alligevel fået plads til alle de hylder, vi havde i den gamle butik. Til gengæld er gangarealet noget mindre, men vi kan komme rundt.

For at kunne rumme det hele inkl. lager har vi fået opstillet en container udenfor. Den er isoleret og udstyret sådan, at den både kan køle og varme efter behov. Og så er den også indbrudssikret.

De mindre forhold har også betydet, at vi også har anskaffet lokaler i ejendommen Vestre Alle 4, og her har vi indrettet os med kontor og smagelokaler. De kan rumme op til 20 personer, og hvis ikke det er tilstrækkeligt, kan vi holde det hos arrangøren eller finde et større lokale til formålet. Herfra kontoret på Vestre Alle 4, kan jeg så også følge med i det nye byggeri på Vestre Alle 2.

Selvom vi har fået mindre areal, så kan vi stadig tilbyde vore kunder det samme store udvalg i kvalitetsvine og spiritus, ligesom vi stadig er de samme medarbejdere Troels, Christian og Martin til at rådgive og vejlede - og det klarer vi på trods af, at der er mindre ”albuerum”.

I forbindelse med flytningen til de midlertidige lokaler er der mange kunder, der spurgt:
”Hvad sker der så med vinmarken her ved forretningen?”
Og her kan jeg berolige alle med, at den bliver, hvor den er. Det er simpelthen bygget ind i planerne omkring det nye byggeri, at vinmarken skal blive der. Så den vil i et stykke tid være hegnet ind, for ikke at lide overlast, og så vil den igen komme helt frem i lyset, når vi tagerden nybyggede ejendom og butik i brug”.



Kommentarer