Pas på svindelforsøg siger Spar Nord, Hasseris

07-10-2020
Det er udbetalingen af de indefrosne feriepenge, der giver grund til at passe på svindlere.
Af Palle Bjørnstrup

Vi har hos Spar Nord i Hasseris igennem flere år oplevet, at svindlere forsøger at franarre danskerne deres NemID-oplysninger, siger afdelingsdirektør Steffen Glarbjerg

Al erfaring viser ifølge Spar Nord, at svindlerne eksempelvis vil påstå, at der er problemer med udbetalingen af de ansøgte feriepenge for på den måde at franarre ofrenes NemID-koder, som giver adgang til netbank.
Højst sandsynligt vil svindlerne eksempelvis udgive sig for at være fra Udbetaling Danmark. Her vil de måske via sms og mail påstå, at der er problemer med udbetalingen af feriepengene og påstå, at de ved at få udleveret NemID-oplysningerne kan hjælpe med udbetalingen. Det kan også være fupopkald, hvor de vil hjælpe med det samme.

Tidligere har det især været den ældre del af befolkningen, svindlerne går efter, men i forbindelse med udbetalingen af feriepenge er alle modtagere potentielle mål for svindel- forsøg.

Oplys aldrig dine NemID-oplysninger
Så enkelt er det – Spar Nord, Hasseris helt klare budskab er, at myndigheder, banker, Nets, politiet eller kommunen aldrig vil kontakte en borger direkte på sms, e-mail eller over telefonen og bede om at få personfølsomme oplysninger såsom NemID koder oplyst.
Derfor skal man under ingen omstændigheder give sine informationer ud, hvis man har den mindste mistanke om svindel.

Skulle skaden ske, og man har givet sine oplysninger ud, skal banken og Nets kontaktes hurtigst muligt, så både NemID og diverse konti kan blive spærret.




Kommentarer