Ny formand i Hasseris Grundejerforening

10-08-2018
Den hidtidige formand Jan Ipland trækker sig. Ny formand er Torben Thorup Jensen.
Af Palle Bjørnstrup

Formand Jan Ipland har meddelt bestyrelsen for Hasseris Grundejerforening, at han, grundet peronlige årsager, ønsker at trække sig fra jobbet som bestyrelsesformand for Grundejerforeningen.

Bestyrelsen har taget Jan Iplands meddelelse til efterretning og har netop afholdt et møde med henblik på ny konstituering af bestyrelsen i Hasseris Grundejerforening. Som følge af Jan Iplands udtræden af bestyrelsen, træder suppleant Britta Kjeldberg Magnussen ind i bestyrelsen.

Konstitueringen har givet følgende resultat: Nuværende næstformand Torben Thorup Jensen, der har været med i bestyrelsesarbejdet i 11 år, bliver ny formand. Ny næstformand bliver Thorkil F.B. Neergaard, kasserer bliver Jacob Kabbel, sekretær bliver Britta Kjeldberg Magnussen, og øvrige medlemmer af bestyrelsen er Preben Eihilt, Anders Kofoed, Susanne Sloth Kristensen og Lars Chr. Nortvig. Som suppleant er fortsat valgt Hans Ulrik Larsen.

Den nye formand Torben Thorup Jensen takker på foreningens vegne Jan Ipland for den arbejdsindsats, han har ydet for foreningens virke.

hasserisavis.dk har kontaktet Jan Ipland, der bekræfter, at det er af personlige årsager, han forlader bestyrelsesarbejdet. ”Det har været interessant at arbejde med foreningens opgaver, men som sagt trækker jeg mig af personlige årsager. Der er ikke noget som helst dramatik i det.” siger han.

Netop nu har Hasseris Grundejerforening, der er en af landets største og ældste med sine knap 1.700 medlemmer, travlt med afvikle 125 års jubilæumsaktiviteter. Aktiviteterne er spredt hen over året, og bestyrelsen har p.t. travlt med at få de sidste detaljer på plads til Jubilæumsfesten, der bl.a. fejres med ”Det store Hasseris kagebord” for 350 af foreningens medlemmer på Hasseris Gymnasium, søndag d. 26. august.

Samtidig med Jan Iplands afgang oplyser foreningen, at den i tiden frem til næste generalforsamling også vil forsøge at finde nye kandidater, der kunne tænke sig at være med
i foreningens arbejde for bydelen. Her vil man forsøge at kigge efter kandidater, der kan bidrage omkring daglig bogføring og administration samt behandling af trafik og byggesager, og i lyset af, at det blev debatteret på sidste generalforsamling, siger formand Torben Thorup Jensen, at man gerne ser flere kvindelige kandidater melde sig.



Kommentarer