Nordjyske Bank kårer ”Årets villavej” i Aalborg

10-05-2018
Nordjyske Bank og Ejendomsmæglernes Fond stiftede prisen sidste år for at kåre godt naboskab.
Af Palle Bjørnstrup

Kåringen af ”Årets villavej” består ud over æren af et kontant beløb på kr. 10.000,-.

Mikael Thoft, der er afdelingsdirektør i Nordjyske Bank i Hasseris, fortæller: ”Sidste år var vi enormt overaskede over, hvor mange villaveje, der gemmer på gode historier og har et sammenhold udover det sædvanlige. Her kom især aalborgenserne på banen med mange gode initiativer, og vi har derfor valgt at gentage succesen i år.

Fra samarbejdspartneren Ejendomsmæglernes Fond fortæller formand Steen Royberg: ”Det gode naboskab er ikke nogen selvfølge i danskernes travle hverdag – det kræver en indsats at lære hinanden at kende. Men der hører også en masse fordele med. Både hvad angår socialt samvær og glæden ved at have folk omkring sig, som kan træde til, når noget brænder på”.

Sidste år indstillede ikke mindre end 312 villaveje fra hele Nordjylland sig til at få prisen.
Det bliver uden tvivl interessant for arrangørerne om den rekord kan blive slået i år.

Der er flere præmier i år, idet der i år også vil blive kåret en anden- og en tredjeplads, som begge kan se frem til at få besøg af Hjemisbilen.
Dommerkomiteen, der udpeger vinderne, består af bestyrelsesformand Steen Royberg, bankdirektør Claus Andersen og journalist Jeppe Søe.

Førstepræmien på de kr. 10.000,- skal dække udgifterne til et fælles arrangement som eksempelvis en vejfest. Derudover får vinderne et skilt til opsætning med ”Årets villavej 2018”

Beboere på villaveje i Aalborg kan indstille sig til prisen på www.nordjyskebank.dk/aaretsvillavej



Kommentarer