Nordjyske Bank banker igennem med rekordresultat

05-02-2020
Det viser resultatet i det regnskab, der er offentliggjort i dag fra Nordjyske- og Ringkjøbing Landbobank.
Af Palle Bjørnstrup

Det er en glad bankdirektør, Claus Andersen, der melder ud om et årsresultat for 2019, som man naturligvis er yderst tilfredse med. Det er det første hele årsregnskab efter fusion mellem de to banker, og Claus Andersen fortæller, at resultatet er skabt ved tilgang af mange nye privat- og erhvervskunder samt en stor vækst i forretningsområdet med eksisterende kunder.

Og det er flotte tal, der er på banen:
Der er en fremgang i basisresultatet på 11% og i resultatet før skat på 31%. Egenkapitalen forrentes med 17% før skat. Indtægterne stiger med 6%, mens udgifterne falder med 7%. Derfor falder omkostningsprocenten fra 43,3 til 38. Kundetilgang og udlån vækster med 6%.
Der er en udlodningsprocent på 64% med et udbytte på 11 kroner, og der foreslås et tilbagekøbsprogram i 2020 på 300 mio. kroner.

Det er bl.a. bankens nicheområder med ekspertise i f.eks. Private Banking og vindmøllefinansiering, der er kommet kunderne og forretningen i Nordjylland til gode. Samtidig har Danmarkshistoriens største konverteringsbølge betydet rådgivning om mulighederne for et billigere realkreditlån.

”Også på pensionsområdet har vi oplevet stigende efterspørgsel”, siger Claus Andersen. ”Her betyder god rådgivning meget for kundernes fremtidige økonomiske råderum. Her har vi også brugt mange ressourcer på at opgradere bankens rådgivere, og det er allerede kommet mange af vore kunder til gode”.

Så vi glæder os til de kommende aktionær møder i henholdsvis Aalborg, Hjørring og Frederikshavn. Her vil vi også kåre vinderne af Nordjyske Banks foreningspris, hvor en uvildig dommerkomite udvælger tre nordjyske foreninger, som i 2019 har gjort en særlig indsats i sit lokalområde.

”2020 bliver et nyt spændende år, hvor hovedopgaven bliver at rådgive vore nuværende kunder og samtidig fortsætte væksten med udbygning af vores markedsandel i Nordjylland.
Vi forventer i 2020 et resultat før skat i intervallet 950 til 1.250 mio. kroner”, siger Claus Andersen afsluttende.

Så ud af det kan man også læse, at Nordjyske Bank ikke forventer, at 2020 bliver et år med økonomisk stormvejr.



Kommentarer