Nabogrund til Skrænthusene skal bebygges med 12-14 rækkehuse

29-06-2020
Den tidligere børnehave ved Las Poulsens Gård er solgt af Aalborg Kommune til firmaet Egetbo Ejendomme, som nu planlægger at bebygge grunden på 3496 m2 med 12-14 rækkehuse.
Af Jens Skovgaard

Snart vil endnu en grund blive udtaget af den bevarende lokalplan for Gl. Hasseris Landsby for at blive lokalplanlagt med mulighed at bygge 12-14 boliger. Grunden er netop blevet solgt til Egetbo Ejendomme, som nu afventer den nødvendige proces inden spaden kan stikkes i jorden.

Den tidligere børnehave var oprindeligt stuehus til den gård, der delvis nedbrændte, og som blev erstattet af lejligheder i Las Poulsens Have. Børnehaven blev lukket på grund af misvedligeholdelse og deraf følgende skimmelsvamp og har siden da stået på kommunens liste over arealer i Gl. Hasseris Landsby, som kunne sælges og bebygges. Aalborg Kommune havde forventninger om, at grunden kunne sælges for omkring 7 mio. kr. men da højeste bud kun var på 4,4 mio. valgte man at sælge sammen med en lovning på en lokalplan, der åbner op for endnu en fortætning i landsbyen.

Den nye lokalplan bliver dermed den sjette i rækken af lokalplaner for grunde, der er omfattet af den bevarende lokalplan 05-022, som skulle sikre en harmonisk udvikling, således at man undgår, at landbymiljøet helt forsvinder. Derouten begyndte med salget af grunden hvor skrænthusene blev bygget. Herefter overlod man det til private grundejere at bebygge deres grunde. Det skete I Bygaden 28, 20 og 22 og i Byengen. Men så fik Aalborg Kommune ryddet Materielgården, som derefter blev sat til salg for at medfinansiere den nye Materielgård i Aalborg Øst. Og nu skal salget af den tidligere børnehave bruges til at medfinansiere en ny børnehave i Sofiendal Enge.



Kommentarer