Hæderkronet forening opdateres med nyt navn

06-02-2019
Aalborg Håndværkerforening, der har fejret 170-års fødselsdag, hedder nu SMVaalborg.
Af Palle Bjørnstrup

Formand for Aalborg Håndværkerforening, nu SMVaalborg, Svend Aage Suhr, fortæller:
”Vi er på vej ind i nye tider og markerer dette ved at ændre navn. Det er også en del af en strategiændring, der bygger på at hovedorganisationen Håndværksrådet med 18.000 medlemmer, valgte at skifte navn til SMVdanmark.
Ved en ekstraordinær generalforsamling blev det nye navn SMVaalborg vedtaget, som navn på Nordjyllands største erhvervspolitiske forening, der tæller ikke mindre end 850 medlemmer.”

Siden 23 af Aalborgs håndværksmestre i 1848 stiftede Aalborg Håndværkerforening, er der løbet meget vand gennem Limfjorden. Dengang var det truslen om en ny næringslov, som fjernede håndværkslaugenes privilegier, der var omdrejningspunkt.
I dag er det kampen om de bedst mulige arbejdsvilkår og rammebetingelser for alle SMV, små og mellemstore virksomheder, og ligeledes gælder det om, at tiltrække flest mulige unge til erhvervsuddannelserne.

Og Svend Aage Suhr, der har været formand for foreningen siden 2005, fortsætter: ”Som erhvervspolitisk forening er det vigtigt også i navnet at signalere den målgruppe, vi kæmper for. En håndværkerforening var oprindeligt en forening for mennesker med en svendeprøve. I dag er håndværksfagene og de virksomheder, de præger, en meget bred gruppe med vidt forskellige udfordringer.
Men en ting er de fælles om. De er stort set alle en SMV, lille eller mellemstor.”

SMVaalborg har alene i kraft af navneskiftet påtaget sig et ansvar for nytænkning, for gode lokale udviklingsmuligheder for de små og mellemstore virksomheder og som mødested for mennesker, der ønsker at skabe et netværk i deres forretningsudvikling.

”Vi ved godt, at vores forening lang tid frem vil blive kaldt ”håndværkerforeningen”,” siger Svend Aage Suhr: ”men SMVaalborg vil øge aktiviteterne for at blive et attraktivt samlingspunkt for endnu bredere spekter af brancher og virksomhedstyper. I samarbejde med SMVdanmark vil vi arrangere kurser og møder om aktuelle udfordringer og fortsætte med arrangementer, der kan være netværksdannende, f.eks. virksomhedsbesøg og vores årlige ”Jazz & Sild” – så alt bliver ikke nyt, men er med til at give baggrunden for fremtiden!”



Kommentarer


Poul Petersen Bach 6. februar 2019 15:02
Beklager SMV - Men det navn er en ommer! Måske går der 5 - 10 år inden i beslutter det - men jeg er stensikker på, at ingen vil kunne huske, eller finde nogen huskeregel for hvordan dette "Navn" klinger i relation til formål og oprindelse. Nogle ting er blot for gode til at ændre på - jeres tidligere navn var een af disse ting. Som sagt : En ommer! Mvh