Gl. Hasseris Landsbyforening anklager politikere for at ødelægge landbymiljøet

01-07-2020
Bestyrelsen i Gl. Hasseris Landsbyforening forsøger nu at råbe politikerne op: Det er sidste udkald, hvis det unikke miljø skal bevares.
Af Jens Skovgaard

Opråbet kommer på baggrund af to nye planer for etagebebyggelser i Bygaden. I Aalborg Kommunes tidligere Materielgård i Bygaden skal en ny lokalplan give mulighed for at bygge 29 boliger i op til 3 etager, og i den tidligere kommunale børnehave i Bygaden vil en ny lokalplan åbne mulighed for 14 etageboliger.

“Landsbymiljøet herude er unikt og kommer ikke tilbage, hvis det beskadiges varigt”, advarer formanden for Gl. Hasseris Landsbyforening, Lars Erik Stenbygaard, i en mail.

Om det unikke miljø forklarer formanden: “Den nuværende struktur og plan går helt tilbage til 1770 efter en omfattende brand, hvor de fleste gårde flyttede ud til den tilhørende jordbesiddelse, men lige netop ikke her, hvilket afspejles i strukturen. Kom selv og se! (men inden det er for sent).”

Det første, og nok afgørende indgreb i landsbymiljøet, skete i 2015, da et kommunalt friareal i Bygaden blev solgt af Aalborg Kommune. Her tillod man opførelse af tre skrænthuse i 2 etager, men i realiteten blev der bygget i 3 etager og i en arkitektur, der i afgørende grad afviger fra bestemmelserne i den bevarende lokalplan for Gl. Hasseris Landsby. Sagen vakte opsigt, også udover landet, og i TV Nord måtte Stadsarkitekten ‘lægge sig fladt ned’ og erkende, at det var en fejl at bygge Skrænthusene.

Hvis beboerne dermed troede, at det ville få Stadsarkitekten til at kræve fremtidigt byggeri i samme stil som i resten af landsbyen, blev de hurtigt revet ud af denne opfattelse. Som perler på en snor dukkede der nye planer op for byggerier, som var i strid med den bevarende lokalplanen, hvorfor man også her lavede nye lokalplaner for at opfylde Developernes krav.

I den centrale del af landsbyen blev der givet tilladelse til byggeri i såkaldt tæt-lav bebyggelse. Lindes Gård i Bygaden 28 blev tilladt omdannet til lejligheder, og den tidligere lade i gården Karensminde i Bygaden 20 blev omdannet til erhverv. I den sydlige del af området blev et større område, som fik navnet Byengen bebygget med huse, hvor der blev tilladt høj trempel, hvilket er en højere facade end tilladt i den bevarende lokalplan. Og nu er to nye lokalplaner på vej for at tillade en yderligere fortætning midt i landsbyen.

“Vi ønsker en lokal struktur, der tilgodeser vores særkende, nemlig en stærkt reguleret lokalplan, der værner om miljøet”, siger Lars Eric Stenbygaard, men erkender samtidig, at det bliver vanskeligt at standse ‘byggeboomet’ i Gl. Hasseris Landsby, som gradvist vil udslette det attraktive miljø, som Developerne netop slår på, når de skal sælge deres boliger i området.



Kommentarer


Anne Louise Duus Kinnerup 3. juli 2020 10:16
Godt at der bliver gjort indsigelser👍
Kommunen har tidligere fremført, som begrundelse for at afvige fra de oprindelige retningslinjer, at udviklingen er gået i en anden retning - jamen det er det jo kun kun, fordi, at kommunen selv har givet tilladelse hertil!
Svarer lidt til, at man sætter hastighedsgrænsen op, fordi at alle jo alligevel kører for stærkt 🤨
Birthe Lund 4. juli 2020 17:31
For 22 år siden var her stilhed, frisk luft og et unikt miljø - nu er der evig trafikstøj, få der tør cykle i Bygaden, og et ødelagt indtryk af bymiljøet - ufatteligt at vi faktisk har en stadsarkitekt og en byplan - man skulle næsten tro byen var underlagte en boligmafia
- ingen respekt for beboerønsker eller miljøbevarelse