Fernisering og fællessang i Hasseris Kirke

14-09-2018
Begge dele sker i løbet af søndag d. 16. september. Fernisering efter højmessen og fællessang kl. 16.00.
Af Palle Bjørnstrup

Denne søndag er der, udover de kirkelige handlinger i Hasseris Kirke, ekstra aktiviteter.
Gennem længere tid har Hasseris Kirke haft skiftende udstillinger med mange spændende kunstnere, og denne søndag vil der efter højmessen være:

FERNISERING MED UDSTILLING AF VÆRKER AF KUNSTNEREN BETINA JUNG
Betina har altid brændt for kunsten. Hun gennemførte dog først en finansiel uddannelse, men nu har drømmen om et fuldtidskunstnerliv været en realitet i 18 år.
Hendes farvestrålende malerier med skøre elementer får os til at trække på smilebåndet og nogle gange bliver vi måske lidt stødte. Værkerne er ligesom kunstneren selv, fulde af energi på en rå og direkte måde. Du ser ikke det hele på en gang. Du er nødt til at gå på opdagelse. Betina Jung elsker at iagttage livet og menneskene. Som hun selv udtrykker det: ”Min største inspirationskilde er de følelser andre mennesker kan give mig – den stærke påvirkning andre nogle gange kan have på en”.

Om sine skulpturer fortæller hun: ”At kunne stå og iagttage samtiden – at melde sig ud fra det sociale univers for at blive ”beskuer” til det liv, som vi lever. Jeg er på en gang betaget og forarget over vort materialistiske samfund. Selv er jeg en del af den, men ser den også fratage styrken fra mennesket”.

Hendes skulpturer er ofte fordrejede individer – kroppe og hoveder – er det vores virkelighed, der fordrejer os? Er det det vi omgiver os med, som skaber os? Eller er det blot sårbarheden i os mennesker, hun synliggør? Den gode eller den onde?

Der er mange facetter at studere og forholde sig til i hendes kunst og deres budskaber – værsgo at gå på opdagelse!

SAMME DAG KL. 14.30 INVITERER U-KORET OG MARIANNE HALDRUP
- til søsætning af et nyt musikalsk tiltag, der hedder ”Kaffesang og Kage”.

Det er et nyt musikalsk tiltag, der indebærer en lille times fællessang, der bliver efterfulgt af søndagskaffe og kage. Alle der har lyst til at være med til at synge og hygge sig et par timer er velkomne. Sang skaber god forbindelse mellem mennesker, og det at synge er en glæde for den enkelte. Her søger man at skabe en fælles sangbund, der kan give en god og hyggelig eftermiddag for alle deltagere. Alle er velkomne.

Arrangementet foregår i kirkens store sal i underetagen.





Kommentarer