Femina Kvindeløb i Aalborg/livmoderhalskræft

11-05-2018
Onsdag d. 16. Maj kl. 17 med start og mål i Mølleparken – gå eller løb 5 km, eller løb 10 km.
Af Palle Bjørnstrup

En rigtig kvindeaften med fokus på sundhed. Som en del af arrangementet vil Kræftens Bekæmpelse være på pladsen med informationsindsatsen ”Stop HPV – stop livmoderhalskræft”, og være parat til at tage en uformel snak med løberne på pladsen, og selvfølgelig for at uddele information om HPV-vaccination og livmoderhalskræft.

Hver dag får en dansk kvinde konstateret livmoderhalskræft – en frygtelig sygdom, der også rammer helt unge kvinder. Heldigvis eksisterer der en sikker vaccine, der kan forhindre 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Det er det budskab, som Kræftens Bekæmpelse gerne vil fortælle alle de seje kvinder, der deltager i Feminas Kvindeløb. Sidste år samledes 18.000 danske kvinder om Feminas Kvindeløb for at løbe, hygge og få masser af inspiration til velvære.

Et hold af engagerede frivillige fra Kræftens Bekæmpelse vil være til stede på teltpladsen i Mølleparken, og et hold af kvinder, der alle har haft livmoderhalskræft tæt inde på livet, vil løbe med på ruten. Alle er velkomne til at kigge forbi Kræftens Bekæmpelses stand i Mølleparken. Her kan man bl.a. få en snak med en læge, teste sin viden om HPV-Vaccination og få taget et billede med sin løbemakker i en fotoboks.

Det seneste år er antallet af danske piger, der bliver HPV-vaccineret steget markant – også i Aalborg. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Men vi er ikke i mål - er meldingen!

Så tag en snak om livmoderhalskræft, før, under eller efter Feminas Kvindeløb i Aalborg.



Kommentarer