En herlig konfirmationsdag i Hasseris Kirke

15-05-2019
Konfirmation med latter, kloge ord, dejlig musik og klapsalve i Hasseris Kirke.
Af Jens Skovgaard

Hasseris Kirke var i weekenden rammen om ikke mindre end fire konfirmationer. Denne artikels forfatter havde fornøjelsen af at deltage i én af dem, og dermed blive en del af en helt enestående Gudstjeneste, hvor de unge konfirmander og vi pårørende oplevede et nærvær og en samhørighed, som ikke mindst vore dejlige sognepræster Henriette Rosendal og Agnete Brink skabte.

Efter at den glade summen var forstummet under bedeslagene, lød der pludselig en klar barnerøst: “Jeg vil hjem”. Den lille fyr blev fragtet ud til legesagerne i sideskibet, medens kirken summede af smil og latter.

De forventningsfulde og lettere nervøse konfirmander kom derefter ind, ledsaget til rytmisk musik, og selve Gudstjenesten blev efter indgangsbønnen indledt med salmen ‘I Østen stiger solen op’, som det store kor også gjorde til en musikalsk oplevelse.

Henriette Rosendal indledte sin prædiken med at takke konfirmanderne for det store engagement og gode kammeratskab, de havde udvist under konfirmationsforberedelsen og fortalte derefter, at de havde brugt mobiltelefonerne i undervisningen til at sende deres svar på nogle spørgsmål, som de skulle svare på. F.eks. havde de fået spørgsmålet: ‘Hvordan opfatter du Gud?’. Ét af svarene - vist nok fra en dreng, lød noget i retning af: “Jeg opfatter ham som en slags fodbolddommer. Han er ene mod mange, men bestemmer alligevel det hele. Han har ofte ret, men kan også begå fejl.”

Det gennemgående tema i Gudstjenesten var begrebet Kærlighed, som sognepræst Agnete Brink meget fint indrammede ved, i den første læsning, at bruge Paulus første brev til Korintherne. Et lille uddrag lyder: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.”

Udover kendte og mindre kendte salmer sunget og akkompagneret af det store kor, orgel og guitar, fik vi også den fra filmen: A Star is Born kendte sang Shallow med Lady Gaga og Bradley Cooper, hvor indledningen lyder: “Tell me something, girl - Are you happy in this modern world? - Or do you need more? - Is there somethin’ else you’re searching for?”

Og som afslutning på Konfirmationsgudstjenesten var valgt det ikoniske Beatlesnummer ”All you need is Love”.

Stor ros til Sognepræsterne Agnete Brink og Henriette Rosendal, samt alle ansatte ved Hasseris Kirke for at give årets konfirmander og alle vi pårørende en uforglemmelig konfirmationsgudstjeneste. Og mon ikke vi er tilgivet for at applaudere, inden vi forlod kirken for at holde fest med de glade konfirmander?




Kommentarer


Marianne Lundberg 16. maj 2019 07:18
Jeg var en af de heldige mødre til konfirmation i Hasseris kirke i søndags og må sige, den festlige og fornøjelige kirkelige ceremoni, var en fantastisk start på en dejlig dag.
Meget smuk kor sang og musik, moderne indslag de unge også kunne være med i.
Henriette gjorde det godt på prædikestolen, morsomt og indlevende.
Alt i alt en skøn oplevelse.