Eleverne på Katedralskolen går på barrikaderne

03-12-2018
Onsdag d. 5/12 boykotter eleverne undervisningen på Aalborg Katedralskole mod fraværsbekendtgørelsen.
Af Palle Bjørnstrup

På onsdag d. 5. december mellem kl. 9.30-12.00 nedlægger ca. 1.000 elever undervisningen på Aalborg Katedralskole. Det sker ved, at eleverne vil barrikadere samtlige døre, så lærerne ikke har mulighed for at gennemføre undervisningen eller kan notere fraværet.

Udover at holde vagt ved indgangene, spille musik, spise kage og hænge store bannere op på bygningerne, har eleverne planlagt to workshops, hvor de sammen vil spamme undervisningsministerens mailboks med protesterende mails, samt hænge papirer op på skolen med de aktuelle fraværsprocenter på skolen.

Netop fraværsbekendtgørelsen er, ifølge talskvinderne Mikaella Ty Ngo og Nikoline Linnemann Prehn, mod netop denne bekendtgørelse, der får bægeret til at flyde over i forhold til det pres, der i forvejen er resultatet af besparelser og nedskæringer på gymnasieområdet.

Eleverne har oplistet syv punkter, der fortæller hvorledes eleverne ser på fraværsbekendtgørelsen, at den blot er en afledningsmanøvre for de planlagte besparelser og nedskæringer på hele gymnasieområdet.

Ligeledes mener eleverne, at fraværsbekendtgørelsen vil føre til endnu mere pres, stress og mistrivsel blandt gymnasieeleverne.
Derudover ser eleverne fraværsbekendtgørelsen som et led i en dehumanisering af uddannelsessystemet og i særdeleshed af gymnasieuddannelsen og måden hvorpå, man ser på eleverne. Hvor man kunne vælge at møde eleverne og deres lærere med tillid og en tro på, at eleverne gør sig umage – så fortsætter man med at stramme, skærpe og udstede kontrollerende regulatorer.

På Aalborg Katedralskole sympatiserer eleverne med alle landets gymnasieelever, som denne fraværsbekendtgørelse går ud over. I solidaritet med landets øvrige gymnasier, har eleverne valgt at nedlægge undervisningen for en større sag. Nemlig modstand mod detailstyring af undervisningen og frygt for eventuelle lignede bekendtgørelser.

Blandt begrundelsen for aktionen siger eleverne, at de som regionens største og ældste gymnasium, føler ansvar for at sige fra, når de mener det er nødvendigt – og det gør de så.

Det eleverne så kan håbe på med aktionen er, at der kan gå ry af den i en grad, så den kan nå ind bag Christiansborgs mure.



Kommentarer