Donation på 250.000 kr. til ”Springeren”

06-09-2019
Direktør Mads Sølver Pedersen er superglad for penge til at fortælle en ny maritimhistorie.
Af Palle Bjørnstrup

De 250.000 kr. kommer fra firmaet Hedegaard Agro og Aalborg Havn, og formålet med donationen er at fortælle endnu en historie om livet i Aalborg Havn gennem tiderne, idet idéen er at lave en særlig udstilling om firmaet Hedegaards mere end 100 års virke i Aalborg Havn.

Direktør Mads Sølver Pedersen, fra Springeren, fortæller: ”Som selvejende institution er vi meget afhængige af donationer som disse, så derfor er vi utrolig glade og taknemmelige for, at vi nu kan etablere en ny udstilling om Hedegaard, som jo er en helt central del af havnens historie. Hedegaard har mere end 100 år på bagen, og vi synes, at der mangler en fortælling om virksomhedens spændende historie og centrale rolle på havnen”.

For at etablere denne nye udstilling om Hedegaard har Springeren for første gang i 27 år ansat en historiker, som skal dykke ned i virksomhedens historie. Udover at blive en fast del af Springerens udstillinger på Vestre Fjordvej, skal fortællingen om Hedegaard desuden være en del af Fjorden & Byen-projektet, som er en ny mobil udstilling i samarbejde med Aalborg Havn, Aalborg Kommune og Himmerland Boligselskab, der går i luften i oktober 2019.

Målet med den mobile udstilling, Fjorden & Byen, er at få fat i de borgere, der normalt ikke går på museum. Denne transportable udstilling, som kan stilles op på en time, kan stilles op ved skoler, arbejdspladser og fritidsklubber. Så man kan sige, vil folk ikke komme til udstillingen, kommer udstillingen til dem.

Hos firmaet Hedegaard, hvis historie det kommer til at handle om, siger administrerende direktør Søren Rathcke. ”Vi er meget glade for at være med til at støtte en udstilling, der kan være med til at illustrere, hvor vigtigt det er, at vandvej og by spiller sammen. Dette sammenspil har jo gennem alle årene været det muliges kunst, og det er vigtigt for eftertiden at være bevidst om. At Hedegaard, med sine godt 100 års tilstedeværelse på havnen også kan blive en del af Springerens udstilling, gør det naturligvis ekstra interessant for os”.



Kommentarer