Det blev en stærk aften på Kunsten

03-04-2019
LOF-arrangementet: Kunst og stærke kvinder tirsdag d. 2. april blev givende for deltagerne.
Af Palle Bjørnstrup

Deltagerne i aftenens arrangement startede med en rundvisning af museumsdirektør Gitte Ørskou i museets udstilling med den surrealistiske kunstner Rita Kernn-Larsen, hvorefter man med byrådsmedlem og folketingskandidat Anne Honoré Østergaard gik videre i programmet, der indeholdte indlæg af Gitte Ørskou fra Kunsten, Ann Marie Søborg Karskov, Visit Nordjylland, Eva Kjer Hansen, ligestillingsminister og Anne Honoré-Østergaard.

Udgangspunktet var, at det gennem de senere år kan konstateres, at det går godt med at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd i de lavere ledelseslag – det kniber dog betydeligt mere med at få ligestillingen til at slå igennem i toppen. Rent faktisk er Danmark det nordiske land, der klarer sig dårligst, når det gælder ligestilling i lederstillinger.
Hvad skyldes det? Er det vores egen skyld? Er det mændenes? Eller samfundets?

Det var oplægget fra Anne Honoré Østergaard, der styrede arrangementet gennem eftermiddagen og aftenen. Efter indlæg fra de fire oplægsholdere, dannede de et panel, der besvarede spørgsmål og uddybede emnerne.
Paneldeltagerne kom med humoristiske anekdoter fra egne karriere-rejser, og omtalte modstand fra egne rækker og kom med gode råd om fremdrift, til der hvor de er i dag.
Selve debatten bød på en spændende diversitet af holdninger til alt fra kvindekvoter, barsel, pension, lovgivning, eget ansvar og ikke mindst et fælles håb om, at kvinder skulle blive bedre til at tro på sig selv og støtte op om hinanden.

Hele to mænd havde modet til at deltage i Kunst og Stærke kvinder, og en pålidelig kilde fortæller, at de også gik begejstrede hjem.

Som Anne Honoré Østergaard konkluderer: ”Alt i alt en aften hvor troen på kvinders plads i fremtrædende stillinger ikke bare er et håb, men en realitet”.



Kommentarer