Der bydes til fest på Hasseris Gymnasium

13-04-2018
Gallafest for elever, forældre og søskende og jubilæumsfest for 25 og 40 års jubilarer.
Af Palle Bjørnstrup

Torsdag d. 26. april kl. 20.30 inviteres traditionen tro til gallafest les lanciers for eleverne i 3.g og IB2-eleverne. Forældre og søskende er meget velkomne som tilskuere til det festlige arrangement. Gymnasiet vil være vært med en forfriskning til de fremmødte.

Når klokken bliver 21.00 må tilskuerne til det flotte arrangement finde sig i at måtte forlade stedet og overlade resten af aftenen til gymnasieleverne.

Lørdag d. 23. juni kl. 12.30 til 17.00 er 25 og 40 års jubilarer inviteret til et frokostarrangement på deres gamle gymnasium. Invitationen gælder studenter og hf´ere fra årgang 1978 og årgang 1993. Gymnasiet ser frem til dagen, hvor man gerne vil lykønske de tidligere elever med deres jubilæum.

Gymnasiet har erfaret, at mange af eleverne fra de to årgange allerede er i fuld gang med at finde hinanden. Det er man vidende om, fordi flere fra de to årgange har kontaktet gymnasiet, om gymnasiet nu har husket på, at det er i år, de har jubilæum.

Til begge arrangementer håber Hasseris Gymnasium på et stort fremmøde, så det kan blive rigtig gode og glade oplevelser for alle deltagerne.

Invitationerne kan ses på Hasseris Gymnasiums hjemmeside.



Kommentarer