Der bliver kongelig åbning af Fiskerimessen

08-09-2017
H.K.H. Prins Joachim har sagt ja til at åbne messen onsdag d. 11. oktober kl. 11.00 i AKKC.
Af Palle Bjørnstrup

Der er stor glæde over, at der bliver kongeligt besøg til åbning af Europas førende fiskemesse,
DanFish International. I 2007 blev Prins Joachim protektor for DanFish International, et protektorat han overtog fra H.K.H. Prins Henrik.
Prins Joachims store interesse for DanFish messen vises bl.a. ved, at han har åbnet messen fire ud af seks gange, siden han blev protektor.

Prins Joachim får meget ros for sine åbningstaler, som har substans og viser, hvor stor indsigt Prinsen har i fiskeriområdet.

DanFish International gennemføres hvert andet år i AKKC, og i år er det intet mindre end 25. gang, den foregår på dansk grund. Det bliver et jubilæumsår, hvor H.K.H. Prins Joachim igen åbner messen – og det er vi stolte over, siger adm. Dir. Nikolaj Holm AKKC: Det er dejligt at Prinsen kan afse tid i sin travle kalender til at åbne messen.

Messen bliver udbygget for andet år i træk. DanFish International 2017 forventes at tiltrække omkring 15.000 besøgende fra hele verden, og derfor er efterspørgslen på stande til messen meget stor. I 2015 valgte AKKC at udvide det i forvejen store standareal på 9000 kvm med en udbygning på den hidtidige mobilhal, der bliver opstillet i Kildeparken i forbindelse med messen. En lignende udbygning vil blive gentaget i år, og på nuværende tidspunkt er alle messens standpladser meget tæt på udsolgt.

Den internationalt anerkendte messe indeholder nyheder til fiskerisektoren inden for både net, trawl, elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr, procesudstyr, redningsudstyr og meget mere. Og der bliver ikke handlet for små summer. På messens sidste dag i 2015 underskrev Karstenses Skibsværft fra Skagen for eksempel en kontrakt på kr. 42 mio.

Messen finder sted fra 11. oktober til 13. oktober 2017.



Kommentarer