Danmarkspremiere på AYNI på Hasseris Gymnasium

08-01-2018
Torsdag d. 11. januar stor fotoudstilling med en række Danida-projekter i Bolivia – erfaring og resultater.
Af Palle Bjørnstrup

AYNI betyder samarbejde og gensidig solidaritet på det lokale indianske sprog i Bolivia.
Med i alt 25 billeder og 7 film vil den bolivianske fotograf Juan Gabriel Estellano vise de resultater og den læring, som Bolivia og Danmark har opnået gennem 40 års udviklingssamarbejde.

Efter åbningen d. 11. januar vil udstillingen være åben for alle, der vil lægge vejen forbi Hasseris Gymnasium i dagtimerne mellem kl. 8-16. Er der tale om en større gruppe bedes man kontakte skolens kontor, så det kan indpasses aht. til undervisningen. Udstillingsperioden løber til og med d. 6. februar 2018, hvorefter den skal videre til andre gymnasier.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem den danske ambassade i La Paz, journalist Lise Josefsen Hermann, fotograf Juan Gabriel Estellano og kunstner Daniela Lorini – og målet er at fortolke det dansk-bolivianske samarbejde i ord, lyd, billeder og kunst med fokus på de resultater bolivianerne selv mener, har været til gavn for dem og deres land.

Der er flere emner, som bl.a. orientering om effekten af Bolivias første solcelle-anlæg realiseret ved hjælp af dansk finansiering. Hvordan statslån har gjort det muligt at opføre landets første fem industrialiserede mejerier under kooperativ ledelse. Støtte til det oprindelige folk via jordskøder på 11 millioner hektarer til formelle indianske territorier. Etablering af beskyttede naturparker i Bolivia. Støtte til det oprindelige folk i deres kamp for anerkendelse af egen kulturel identitet, sprog og uddannelse.

Der er masser af imponerende viden og resultater at se og opleve i denne udstilling, der giver et billede af de resultater, som Danmarks indsats i en lang række år, har medført. Der gives her et indblik i hvordan u-landsarbejde giver mening og kan skabe resultater, både på den korte og den lange bane.

Så tag dig tid til at slå indenom Hasseris Gymnasium og få et indblik i en del af Danmarks internationale indsats til gavn for udvikling af både mennesker og områder.



Kommentarer