Børnehjælpsdagens ”Julelotteri 2018”

02-11-2018
Lokale forenings- og skolebørn går på gaden med velgørende jule-skrab fra 31. oktober.
Af Palle Bjørnstrup

Mere end 12.000 børn og unge fra lokale fritidsforeninger, sportsklubber og skoleklasser vil i de kommende måneder sælge Børnehjælpsdagens Julelotteri, der består af flotte skrabelodder til kr. 25,- pr. stk.

Når man køber et lod, er man med til at støtte, dels den sælgende forening/skoleklasse, der tjener penge til egne aktiviteter, f.eks. nyt udstyr eller lejrskoler – men man er også med til at skabe et overskud, der går til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark.

Julelotteriet er i år blevet relanceret med et nyt flot grafisk design, samt en ekstra funktion ved, at det også kan anvendes som et ”til og fra” kort. På gevinstsiden er der også nyt: Man kan vinde et rejsekort på kr. 100.000 til Apollo rejser, samt et gavekort på kr. 25.000 til Elgiganten – og disse gevinster suppleres med de kendte gavekort på kr. 200,- til div. butikskæder.

Man kan endnu nå at melde sig som sælger af Børnehjælpsdagens Julelotteri.

Julelotteriet sælges i perioden fra d. 31. oktober til 24. december 2018.

Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn (0-17 år) samt udsatte unge (op til 29 år) i Danmark. Hjælpeorganisationen styrker børnenes og de unges personlige og sociale kompetencer gennem projekter og aktiviteter, der afholdes over hele landet.

Sidste år fik 9.671 børn, anbragte børn og udsatte unge direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.




Kommentarer