Aalborg Alliancen viser vejen fra ledighed

28-06-2019
Ledigheden i Metal Aalborg er nu næsten halveret, hvilket bl.a. skyldes Aalborg Alliancen.
Af Palle Bjørnstrup

Faktuelt kan fortælles om, at 47 nyuddannede pulversvejsere nu har skiftet ledighedskøen ud med kedeldragten hos Bladt Industries A/S, hvilket tilskrives samarbejdet i Aalborg Alliancen. Alle er kommet direkte fra arbejdsløshed, og ingen havde på forhånd de nødvendige kvalifikationer, faktisk har flere af de 47 aldrig arbejdet inden for metalbranchen.

Processen er sket i et samarbejde mellem Jobcenter Aalborg, Metal Aalborg og Tech College, hvilket har ført til kvalificering af disse medarbejdere til Bladt Industries A/S, der også har været en del af projektet.

En af dem, der har gennemført uddannelsesforløbet er Saman Mustafa, 32 år, der fortæller: ”De seneste 7 år har jeg arbejdet som kok, men da jeg pludselig stod uden job, var det vigtigt for mig at komme til at lave noget håndværksmæssigt, og nu står jeg her ved Bladt Industries. Jeg er blevet taget godt imod fra den første dag og mine kolleger roser mig for det arbejde jeg udfører – det gør mig glad”.

En dejlig melding set i lyset af, at da Bladt Industries for lidt over et halvt år siden meldte sig ind i Aalborg Alliancen, stod ca. 50 pulversvejsere helt øverst på virksomhedens ønskeliste.
Og fra Michael Madsen Mortensen, svejseinstruktør i firmaet, lyder det: ”Samarbejdet har været en stor gevinst for os. Vi har ikke bare fået nogle medarbejdere med de rigtige kvalifikationer. Vi har også fået nogle supermotiverede nye kollegaer. Det er også det, som jeg hører fra de øvrige ansatte her hos Bladt”.

Et godt samarbejde har båret frugt – og samarbejde er jo en af Aalborgs gode styrker, her er 68 ledige blevet henvist til forløbet på Tech College. 47 af disse har fået fast arbejde ved Bladt Industries. 15 er undervejs i forløbet blevet ansat i andre virksomheder og 6 af de 68 er fortsat ledige, men parat til nye udfordringer.

Efterhånden er ikke mindre end 172 virksomheder med i Aalborg Alliancen, så der bliver uden tvivl mulighed for, at endnu flere ledige kan komme i arbejde.



Kommentarer