10 års jubilæum med Campingmesse i AKKC

12-01-2018
Jubilæet fejres med endnu en udvidelse af udstillingsarealet, og det går løs d. 9., 10. og 11. februar.
Af Palle Bjørnstrup

Det er ikke uden stolthed, at AKKC åbner dørene til specialmessen CAMPING, der er Danmarks eneste specialmesse inden for camping.
Campingmessen gennemføres hvert andet år, og der har været et stigende besøgstal gang for gang, ikke blot blandt publikum, men også med stigende interesse blandt udstillerne.

Den stigende interesse betød i 2016 en udvidelse af arealet med 600 kvm. i form af en opvarmet mobilhal i Kildeparken. Igen i år stiger udstillingsarealet og denne gang med ikke mindre end 1.200 kvm., hvilket svarer til en udvidelse på ca. 15%, så det samlede areal nærmer sig 9.300 kvm. Fordi mobilhallen udvides bliver der dermed også plads til endnu flere af de store campingvogne og autocampere på messen.

På messen vil man kunne opleve den danske ukronede campingdronning Anne-Vibeke Isaksen, som er på Campingmessen fredag d. 9. februar kl.13, hvor hun vil holde foredrag og give sit bud på 10 campingperler i Danmark og Europa.

Max Watson, tidligere formand for Dansk AutoCamper Forening og ivrig autocampist, giver gode råd og inspiration til rejser med autocamper i Europa. Lørdag og søndag kl. 12.00 fortæller han om sin rejse med autocamper på Route 66 i USA, og fredag, lørdag og søndag kl. 15 sætter han fokus på europæiske rejseperler.

Brug AKKC´s nye app, der indeholder udstillingsoversigt, standenes placering samt et overblik over spisestederne. Programmet for campingmessen vil også være på app´en. Den kan hentes til både iPhone og Android.



Kommentarer