”Det brune Aalborg” – en Aalborg fortælling

06-01-2018
Bogen om Aalborgs brune værtshuse af Rasmus Prehn og Anders Fuglsang.
Af Palle Bjørnstrup

De to forfattere har taget udgangspunkt i at: ”Aalborg er brunt, og de brune værtshuse er Aalborg. For fanden hvor vi elsker det”.

Med sådan en kærlighedserklæring til miljøet er der ballast til at skrive om Aalborgs allerbedste brune værthuse, og herunder også skabe et monument over de mange skønne stamgæster, og deres vidunderlige historier, som lever i ånden og i røgen fra stamværtshuset.

De to forfattere vil gerne skildre, at Aalborgs brune værtshuse er et tempel for mange ting. God historiefortælling, socialt samvær, godt gammeldags kammeratskab og fællesskab. Ikke så meget pis her, bare lige på og hårdt, en kold eller to fra kassen og så lige ned i løgneren og en 20´er i jukeboksen.

De to vil gerne vise det sociale fællesskab i miljøet og meget andet, at man fejrer sine sejre, planlægger de næste og trøster sig selv, når livet går skævt. Der er livskundskab i oplevelserne fra fortællingen om ”Det brune Aalborg”.
Men forfatterne erkender også, at det kan gå galt, når der går for meget druk i den. Derfor har de valgt, at overskuddet fra bogen skal gå til at hjælpe de socialt udsatte og mennesker med misbrug, der kommer på Aalborgs sociale værested Cafe Parasollen – og ved at gøre dette, kan man sige, at bogen om ”Det brune Aalborg” ikke behøver at blive det brune punktum.



Kommentarer