700 badebolde til indlagte børn i Aalborg

29-07-2020
I denne uge er de på vej til indlagte børn på Aalborg Universitetshospital for at give mere aktivitet.
Af Palle Bjørnstrup

Badeboldene er en del af Legeheltenes Badeboldsmission, hvor målet er at give de indlagte børn en mere aktiv hverdag på hospitalet i en tid, hvor mulighederne for bevægelse er begrænsede.

Tiltaget indeholder 75 gode idéer til, hvordan man kan holde sin legekrop og sit legehumør i top, og idéerne bliver præsenteret i denne mission. I alt er der 6.500 badebolde på vej til indlagte børn i hele landet fordelt tidsmæssigt over de kommende måneder.

I denne uge modtager børnene på Aalborg Universitetshospital en pakke med Legeheltenes store Badeboldmission, og den indeholder en stribet badebold samt et specialudviklet hæfte med 75 gode idéer til spil med en badebold.
Det handler om at styrke børnenes smidighed, kondition, præcision, balance og ikke mindst samarbejde og godt humør.

Initiativet er naturligvis udviklet og virker efter de skærpede hygiejneregler, der nu er indført for de indlagte børn i forbindelse med Covid 19.

Under hele coronakrisen har Legeheltene, som af hensyn til smitterisiko ikke har kunnet være fysisk på hospitalerne, sendt hjælpepakker af sted til flere tusinde børn for at undgå, at de indlagte børn skulle blive inaktive. Selvom legeheltene er tilbage på de fleste hospitaler, har situationen krævet nytænkning.

Legeheltenes store Badebold-mission er det første initiativ nogensinde, hvor børnene via specialudviklede redskaber inviteres til at være fysisk aktive på deres hospitalsstue.



Kommentarer