Vinterjazz koncert på Husets Hybrid scene

13-02-2018
Torsdag d. 15. februar kl. 20.30 kan du opleve Kenneth Dahl Knudsen og Wassim Mukdad.
Af Palle Bjørnstrup

De to spiller med ballast fra utallige musikalske inspirationskilder denne aften, og selv om 2 verdener ramler sammen – så er instrumenterne næsten ens. Strenge på træ. Oud og bas.

Kenneth Dahl Knudsen er bassist, han er uddannet i Aalborg og underviser nu på musikkonservatoriet ved siden af, at han spiller koncerter i mange musikalske sammenhænge over hele verden. Derudover har han taget initiativ til og kuraterer koncertrækken i Kennys Corner med base på Center for Dansk Jazzhistorie.

Hans medspiller denne aften er Wassim Mukdad, der er syrisk musiker bosiddende i Berlin, hvor han spiller i forskellige sammenhænge, som bl.a. Komische Oper Berlin, Babylon Orchestra and Kayan Project. Wassim er uddannet på oud på Higher Institute of Music i Damaskus.

I 2016 mødtes de to over en kop kaffe i Berlin. To komplet fremmede, der var inviteret til samme projekt. Gennem snakke om livet, religion og musik er bekendtskabet nu blevet til en musikalsk duo med musik fra deres respektive hjemlande. Det varme Syrien og det kolde Danmark. To meget forskellige musikalske historier mødes her i en helt særlig koncert.

De skandinaviske harmonier, der farver melodierne og den arabiske rytme og melodi, der gennem årtusinder har stået enormt stærkt på den musikalske globus. Det kan man glæde sig til denne aften .

Stedet er Husets Hybrid Scene – døren åbnes kl. 20.00 – koncert kl. 20.30.



Kommentarer