Vinterferie og muligheder på Aalborg Teater

14-02-2020
Aalborg Teater er klar med vinterferie aktiviteter for hele familien.
Af Palle Bjørnstrup

- og der er noget at opleve. Allerede mandag den 17. februar er der arrangeret FAMILIERUNDVISNINGER, og her er der mulighed for at få et kig bag kulisserne. Turen går blandt andet forbi teatrets værksteder, malersal, skræddersal og frisørsalon, og så er der også mulighed for et kig ind på teatrets rekvisitlager og ikke mindst på kostumeloftet, hvor det vrimler med masser af fantasifulde og spektakulære kostumer.
Familierundvisningerne foregår henholdsvis kl. 11.00 og kl. 13.00 og vær opmærksom på at tilmelding er nødvendig.
 
Fra tirsdag den 18. februar spiller teatret Brøderene Grimms eventyr ‘Hans & Grete’, og her handler det om søde sager og snedige børn – og det handler om, at når børn sættes på prøver i eventyr, kan de klare alt – selv en ond heks, der lokker med sukker og pandekager. Brødrene Grimms eventyr om Hans & Grete er en stærk og vidunderlig historie for børn om børn, der klarer selv de største prøvelser.
 
Forestillingen Hans & Grete spiller tirsdag den 18. februar til fredag den 21. februar hver dag kl. 13.00 og kl. 15.00 samt lørdag den 22. februar kl. 11.00 og 13.00.
 
Forestillingen anbefales til børn fra 5 år.
 
Og så kan man som noget ekstra se det flotte Pandekagehus i teatrets foyer. Huset er lavet af Beate Steengaard Sørensen, der i 2019 deltog i DR Programmet ”Den store bagedyst”, hvorfra hun sikkert huskes af mange.



Kommentarer