VM i landevejscykling køres i Aalborg i 2024

28-09-2020
Den internationale Cykel Union UCI har tildelt Danmark VM-mesterskaberne for amatører
Af Palle Bjørnstrup

Det bliver Aalborg, der bliver centrum for begivenheden, når VM i landevejscykling for amatører skal afvikles i september 2024.

Formand for Danmarks Cykle Union, Henrik Jess Jensen siger: ”For Danmark som cykelnation er det vigtigt, at vi kan tiltrække og afvikle store elite- og breddeevents. Disse events understøtter det arbejde, der foregår på alle niveauer i dansk cykling. Vi har en fantastisk foreningskultur og dygtige klubber og rigtig mange frivillige. Og vi har værdifulde partnerskaber med værtsbyer og Sport Event Danmark, og sammen ser vi frem til at de ikoniske regnbuetrøjer endnu en gang kan uddeles i Danmark”.

”Aalborg er valgt som værtsby for VM i landevejscykling i 2024 for amatører. Det er vi stolte over i Aalborg, for vi ønsker, at Aalborg skal være en kommune, hvor der ikke er langt til de store oplevelser. Bevægelse er en del af vores dna. Idræt og sport har da også en helt særlig plads i Aalborg og i aalborgensernes hjerter. Med vores store erfaring med at afholde store cykelsportsarrangementer er jeg sikker på, at deltagerne også denne gang vil få en helt fantastisk oplevelse i byen og på cyklerne, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter: ”Aalborg Byråd har en ambition om at bringe Aalborg frem blandt de førende cykelbyer i Danmark. Inden for de seneste år er der lanceret en række indsatser, der skal motivere flere til at cykle. Jeg er overbevist om, at et arrangement som VM i landevejscykling for amatører vil gøre interessen for cykling endnu større og sikre, at Aalborg også i fremtiden bliver markeret på landkortet som en helt fantastisk cykelby”.

Løbet hedder også UCI Gran Fondo VM, og er det førende mesterskab for amatørryttere. Tidligere har op mod 3.000 deltaget i UCI ́s VM i landevejscykling for amatører, hvoraf mange af dem havde familien med.

Det skal nok give liv i Aalborg i 2024 – også!



Kommentarer