Utzon-konkurrence har verdens opmærksomhed

08-04-2019
Overvældende mange talenter fra hele verden deltager i Utzon Unbuilt konkurrencen.
Af Palle Bjørnstrup

175 talenter fra 42 lande har meldt sig til konkurrencen, der skal vække den store, danske arkitekts uopførte ideer og tegninger til live gennem digitale medier.

Spar Nord fonden støtter op om projektet. Direktør Steffen Nørgård siger: ”Det bliver interessant at se, hvad mødet mellem mester og elev, mellem fortid og fremtid samt analoge og digitale arbejdsmetoder bringer med sig”.

Afleveringsformatet skal mikse Utzons bløde blyantsstreg med digitale medier samt gøre projektet forståeligt for et bredt publikum.

Kreativ Dir. Lasse Andersson fra Utzon Center siger: ”Jørn Utzon er kendt for at være både genial og kompromisløs i sit arbejde. Han har engang udtalt, at kun fem procent af hans projekter er blevet realiseret. Derfor er mange af den verdensberømte arkitekts ideer stort
set ukendte for den brede offentlighed. Ved at lade de mest talentfulde i en ny generation inspirere af Utzons tegninger og fortolke dem med et nutidigt blik får vi belyst Utzons potentialer fra helt nye vinkler. Og hvem ved – måske dukker der nye ikoner a la Operahuset i Sydney op?”

10. april mødes en international jury i Madrid, hvor vinderen bliver offentliggjort. I juryen sidder store arkitekter som Lene Tranberg og den spanske legende Rafael Moneo.

Vinderen af Utzon Unbuilt modtager et rejsegavekort på 3.500 euro samt en tur til vinderceremonien på Utzon Center senere på året. Det sørger KLM og Aalborg Lufthavn for.

Konkurrencen udskrives en gang om året i perioden 2018-2021. Hver gang er det med udgangspunkt i et nyt Utzon-projekt. De tre udvalgte projekter er Teatret i Zürich, Operahuset i Madrid og Jeddah Stadion i Saudi-Arabien.
Alle under 40 år, studerende eller professionelle, der beskæftiger sig med arkitektur, design, animation, visualisering, bygningskonstruktion mm. Kan deltage i konkurrencen, individuelt eller i teams.



Kommentarer