Træk vejret - og tag på Kunsten i efterårsferien

30-09-2019
Inhale. Hold. Exhale – træk vejret dybt sammen med kunstneren Jeppe Hein.
Af Palle Bjørnstrup

Denne opfordring kommer fra kunstneren Jeppe Hein, der for ti år siden blev ramt af et sammenbrud og blev hjulpet tilbage af Breathing Watercolours, hvor hans åndedrag styrede, hvordan han malede vertikale linjer på papir med vandfarve. Projektet er nu bredt ud og hedder ”Breathe with Me”.

Livet begynder med en indånding og slutter med en udånding – og indimellem er vi et stort, globalt fællesskab, der trækker den samme luft ned i lungerne.

Det er baggrunden for et verdensomspændende kunstprojekt af Jeppe Hein og ART2030, in- spireret af FN´s verdensmål om blandt andet sundhed, miljø og fællesskab på tværs af landegrænser. Kunstprojektet starter i New York den 21. september 2019 og går i sin enkelthed ud på, at man skal male en lodret, blå streg, mens man ånder ud.

I efterårsferien kan du være med i projektet på Kunsten.

Leder af Kunstens Kreativitarium, Petter Juul, siger: Vi skulle ikke tænke længe over, om vi ville deltage i projektet. Det passer perfekt til Kunsten Kreativitarium, hvor vi gennem kreativitet blandt andet gerne vil øge sundhed, fællesskab og ro til eftertanke. Derudover har Jeppe Hein skabt vores springvand i Skulpturparken samt andre værker i Kunstens samling. Det gør projektet endnu mere relevant. Vi håber, at rigtig mange børn og voksne har lyst til at være med.

Men efterårsferien på Kunsten byder på mere – bl.a. de to nye udstillinger Behavior og Twilight Zone.



Kommentarer