Spotify og Radio Luxembourg på Borgerscenen

04-02-2019
Det er på Aalborg Teaters Lille Scene, hver aften mandag til fredag samt lørdag eftermiddag frem til onsdag d. 6. marts.
Af Palle Bjørnstrup

Borgerteater er en ny genre i dansk teater. Formen sigter ikke på at lade de medvirkende spille en rolle som sådan, som den uddannede skuespiller gør det, men derimod at lade borgeren medvirke i forestillingen som ”ekspert” i sin egen hverdagsvirkelighed. På borgerscenen medvirker borgerne dermed i kraft af deres autentiske biograf, alder, erhverv, erfaring eller andet, og den kunstneriske kvalitet ligger ikke i borgernes evner som skuespiller, men i forestillingernes iscenesættelsesmæssige koncept.

Sådan er det også med den nuværende forestilling SPOTIFY OG RADIO LUXEMBOURG.
Her medvirker borgere fra Nordjylland, som på den ene eller anden måde har et forhold til musik, enten som udøvende musikere eller for hvem musik bare er en vigtig del af deres hverdag.
To generationer medvirker i denne forestilling. De unge kender ikke til en verden uden smartphones, internet, SMS og Spotify. Deres bedsteforældre derimod lyttede til Radio Luxembourg. Begge grupper har og har haft deres musik, de personlige favoritter, generationshits og de evige melodier. På Borgerscenen mødes de to generationer om musikken.

I forestillingen medvirker de nordjyske borgere, Lotte Lottenburger, 75 år og særdeles aktiv, når det gælder musikken: ”Man kan da ikke leve uden musik”, siger hun.
Også Ole Sten, 61 år, er med. Han har en bred favnende musiksmag, der dækker alle genrer.
For Birgitte Rode har musikken altid været omdrejningspunktet i nærmest alt, hvad hun har foretaget sig, og sådan er det stadig. Hun er både komponist, sangskriver, producer og underviser i musik.

Amanda Haar, 23 år, er til daglig musikterapistuderende på Aalborg Universitet, og ved siden af er hun i gang med en klassisk sangeruddannelse.
Frida Nørgaard Mathisen kommer fra en meget musikalsk familie og spiller selv guitar og lidt klaver samt synger. Hun er desuden med i et partyband, der spiller diskomusik til fester m.m.
Sebastian Oscar Daniel Jensen er 20 år og har tabt sit hjerte til heavy rock. Ved siden af sine studier er han bassist i bandet Dizzorder.
Endelig er der Victor Veng Brøsted, der begyndte at spille trommer som 9-årig, og i dag er forsanger i bandet Myxil, og når han ikke spiller med sit band, er han at finde i sit lille studie, hvor han skriver musik.

Det er dem, du kan opleve i forestillingen SPOTIFY OG RADIO LUXEMBOURG, der spiller fra mandag til fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00 til og med d. 6. marts 2019 på Aalborg Teaters Lille Scene.



Kommentarer