Spectacular blev Spectacular på Gymnasiet

07-02-2020
273 medlemmer af Hasseris Grundejerforening fik bestemt en spectacular aften.
Af Palle Bjørnstrup

Moulin Rouge-filmen, som havde inspireret til ’Spectacular Spectacular’, gav en god bredde af sange, og flere af de optrædende elever kunne sikkert sagtens stå for en gang kritik af Blachman, hvis han havde været til stede.

Både i hovedrollerne og i flere af birollerne blev der sunget godt igennem, og det blev også flot honoreret af publikum med fortjente klapsalver efter de enkelte præstationer, ikke mindst fordi det også var kendte sange af Pink, Christina Aquilera, Sia, Elton John, Madonna, David Bowie og mange flere.

Plottet i forestillingen var at illustrere, at kærligheden kan have svære betingelser, og det illustreredes godt ved, at hovefiguren Satine bliver fanget mellem sin kærlighed til Christian, en ung, fattig talentfuld forfatter og en rig, magtfuld hertugs besættelse af hende.

Hasseris Grundejerforenings arrangement indeholdt også en forfriskning i pausen, så publikum var oplagte til 2. akt af musicalen, der sørgeligt endte med, at hovedfiguren, den smukke og ombejlede Satine, desværre døde.

De unge aktører høstede stort bifald for forestillingen, og der var gentagne fremkaldelser.

De 273 publikummer kunne efterfølgende nyde et dejligt tapas-arrangement, som blev særdeles rost for at være lækkert og godt, så snakken gik overalt ved bordene i foyeren på Hasseris Gymnasium om den gode oplevelse som både forestilling og traktement havde været.



Kommentarer