Serviceeftersyn af lokalplanerne i hasserisavis.dk ApS

02-10-2019
Aalborg Kommune meddeler, at de nu går i gang med et servicetjek af bygningernes status i Hasseris.
Af Palle Bjørnstrup

De betyder, at man rundt omkring på vejene i Hasseris kommer til at opleve en række kommunale registranter på vejene. De er iført gule veste og har som opgave at foretage et servicetjek af bygningernes status i forhold til de bevarende lokalplaner.

Registreringerne skal, sammen med øvrige oplysninger fra de offentlige registre, være med til at give et billede af, om planerne og administrationen af dem stadig understøtter hovedformålet med at finde en god balance mellem bevaring og udvikling.

Om arbejdet fortæller afdelingsleder i byggeri i By- og Landskabsforvaltningen, Torben Kjeldgaard Larsen:
”Langt de fleste sager inden for de bevarende lokalplaner løses indenfor lokalplanernes rammer – med gode til- og ombygninger og glade naboer til følge. I enkelte sager udfordres lokalplanerne imidlertid på, om bevaringsværdien er til stede, for eksempel på om huset er klassificeret i den rigtige stilart, eller om den konkrete stilart i det hele taget er bevaringsværdig (statslånshuse og typehuse). De øvrige udfordringer kan være bygge-”mode” som f.eks. solceller på tagene, når en bestemt stil bliver moderne eller slet og ret ejernes foretagsomhed.
Yderligere fortæller han, at i 2004, da arbejdet med Hasseris-lokalplanerne blev sat i gang, var det bl.a. de glaserede tegltage, der på virkede bygningskulturen i området. Denne type sager dukker stadig op, men lige p.t. er det lige så meget opkøb af velbeliggende grunde og nedrivning og opførelse af nye moderne huse, der ændrer karakteren på stedet. Gennemgangen af bygningerne, og især de nævnte bygningsklasser, sker med henblik på at kvalitetssikre klassificeringer og bevaringsværdier. Gennemgangen skal samtidig give et grundlag for at vurdere, om der er behov for en justering af administrationspraksis eller lokalplanbestemmelser”.

Kommunen giver disse fakta: fra 2005 til nu har der været i alt 2.254 byggesager i området, heraf har der været 68 klagesager (3%), som er i gennemsnit 4-5 stykker pr. år. I samme periode har der været 14 nedrivningssager, hvoraf 4 har fået afslag.

Der er i alt registreret ca. 1.200 bygninger i Hasseris (Der er ikke en nøjere beskrivelsen af, hvilket område de dækker), og alle er kategoriseret i stilarter og med bevaringsværdi.
De to registranter, som arbejder i marken, starter med at registrere bygninger med stilart ”Statslånshuse”, ”Typehuset” og ”Bygninger uden klassifikation af stilart”. Alle registreringer foretages fra offentlig vej.

I begyndelsen af 2000 årene opstod der et krav om nye lokalplaner i Hasseris, og i forbindelse hermed blev 1.200 bygninger bevaringsregistreret denne gang op til ca. år 2000. Det banebrydende ved dette arbejde, som i øvrigt foregik i samarbejde med Hasseris grundejerforening, var, at husene denne gang også fik vurderet stilart, således at lokalplanernes bestemmelser nu kunne præciseres til de enkelte bygninger.

For formidlingsarbejdet ”Hasseris-bevar mig vel” blev Aalborg Kommune tildelt Byplanprisen i 2006. Lokalplanarbejdet stod på i perioden 2004-08, og det er dette arbejde, der nu skal evalueres.

Således melder Aalborg Kommune, og arbejdet må antages at være en opfølgning på Rådmand Hans Henrik Henriksens udmelding på et politisk møde på Hasseris Gymnasium, om, at han ville iværksætte et sådant arbejde, og det sker så nu. Debatten dengang handlede også om det forhold, at der blev udarbejdet diverse nye lokalplaner for enkeltområder i Hasseris for at give plads til nye projekter, der ikke kunne håndteres under den hidtidige lokalplan bl.a. HK-byggeriet var en del af dette. Der findes fortsat store grunde i Hasseris, der kan opfordre til at lave et anderledes projekt, der måtte kræve en ny lokalplan. Man kan så spørge, hvorledes kommer disse præcisioner af stilart m.v. til at have indvirkning på en given ny lokalplan for et givet område, hvor disse forhold er fastlagt?



Kommentarer