Savage Rose indtager Musikkens Hus

07-11-2018
Det ikoniske band med Annisette indtager Koncertsalen lørdag d. 17. november kl. 20.00.
Af Palle Bjørnstrup

Det bliver uden tvivl en helt særlig koncertoplevelse – i 2017 kunne The Savage Rose fejre deres 50 års jubilæum på musikscenen.
I 2018 er det så bandets uomtvistelige omdrejningspunkt og dette års vinder af en Steppeulv for årets vokalist, Annisette, der kan fejre sin 70 års fødselsdag.

Det er et sandt triumf år for Annisette og The Savage Rose, og nu er de klar til at blæse publikum omkuld i koncertsalen i Musikkens Hus.

The Savage Rose med Annisette som bandets kerne, har været med til at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som kunstart, intet mindre. Det er ikke kun musikken, der har været med til at sætte The Savage Rose på verdenskortet. Også bandets, og i høj grad Annisettes, politiske og holdningsbaserede tilgang til de svage i samfundet og verden, gør The Savage Rose bemærkelsesværdige og aktuelle dengang som i dag.

I forbindelse med 50-års jubilæet oplevede The Savage Rose en sand stjerneregn fra både publikum og anmeldere.

Året bød både på et nyt, anmelderrost album ”Homeless” og ikke mindre end 44 koncerter i både ind- og udland.

Så meldingen er: Glæd dig til en exceptionel oplevelse i Koncertsalen.



Kommentarer