Så takkede Bente af og Mette kom til hos GF

31-08-2020
Der er kommet ny leder i det markante GF Forsikringshus på Vestre Alle
Foto: Stine B. Nielsen
Af Palle Bjørnstrup

Afdelingschef Bente Ø. Nielsen takkede af efter 8 år som leder og 20 år som ansat hos
GF Forsikring i Aalborg, og har budt velkommen til sin afløser Mette Langagergaard.

Bente Ø. Nielsen forestod blandt andet flytning af GF Forsikring fra hidtidige lokaler til
de nuværende lokaler på Vestre Alle, hvor hun og medarbejderne har befundet sig godt.

Mette Langagergaard, der nu tager over hos GF Aalborg, der dækker et geografisk område
fra Farsø i syd til Brønderslev i nord, glæder sig til at give sig i kast med opgaven. Hun er 42 år og har mange års solid ledelses- og forsikringserfaring fra Tryg Forsikring og som ekstern ledelseskonsulent. Hun er bosat i Aalborg, og kender derfor området.

Mette Langagergaard har allerede gjort sig mange tanker om sit nye job og siger: ”GF er et godt sted at være forsikret, og det er et godt sted at være medarbejder. Vi er ejet af vores medlemmer og skal ikke tjene penge til aktionærer. Det betyder, at vi kan koncentrere os om, at give den gode nære service og de gode forsikringsdækninger og samtidig deler vi overskuddet med medlemmerne”.

Hun fortæller også, at hun har mange ambitioner med respekt for kulturen.
”Jeg vil gerne være med til at gøre GF Forsikring endnu mere kendt i vores område, fordi vi har så meget at byde på. Samtidig er jeg ydmyg over, at jeg står på skuldrene af de resultater og den kultur, der er blevet skabt gennem mange år med Bente i spidsen her i Aalborg”,
slutter den nye afdelingschef Mette Langagergaard.



Kommentarer