Så er dette års ”Kunst i Hasseris” parat

13-09-2017
Kunstudstillingen afholdes i KFUM-Hallen lørdag d. 23. og søndag d. 24. september kl. 11-17.
Af Palle Bjørnstrup

Det er femte år i træk, at Aalborg Y´s Mens Club Budolfi afholder ”Kunst i Hasseris”.

I år bydes der på mange ting. Først og fremmest vil der være 60 kunstnere, altså 60 stande at besøge, hvor 60 kunstneres forskellige arbejder kan beses og købes – det er hele grundstammen i ”Kunst i Hasseris”.

Entreen er på kr. 50,- for personer over 16 år – børn er gratis. Indeholdt i de kr. 50,- er adgangsbillet, et kunstkatalog samt et glas vin eller sodavand.

Men der sker meget mere end det :
Lørdag kl. 11.30: Fernisering og åbningstale af Lasse Andersson, udstillingschef på Utzon Center. Herefter musikalsk indslag med Ingrid Halle, som er en ung lovende vokalist, der komponerer sin egen musik.
Kl. 15.00: Musikalsk optræden med Musicaliber, showkor.
Søndag kl. 12.30: Musikalsk optræden og videoperformance med Tine Lilholt og Klaus Thrane – ”Dreamscapes”.
Kl. 15.00: Musikalsk optræden med Klarup Skolekor.

Udover de 60 kunstnere, der er udvalgt blandt 125 ansøgere, vil der i forhallen være børnekunstudstilling, hvor man kan bese værker begået af elever fra Sønderbro Skolen og Filipskolen.

Det plejer at være et par hyggelige udstillingsdage med mange interesserede gæster – og arrangørerne glæder sig til at byde alle velkomne.

Der er jo et godt formål bag arrangementet – Et overskud fra udstillingsarrangementet vil komme Folkekirkens Nødhjælp og lokalt børne- og ungdomsarbejde til gode.




Kommentarer