Så er der landsholdsfodbold i Aalborg

07-10-2019
Tirsdag d. 15. oktober kl. 19.00 tørner Eriksen, Schmeichel og Kjær ud mod Luxembourg.
Af Palle Bjørnstrup

Åge Hareide har udtaget holdet, og det skaber uden tvivl fest og jubel på Aalborg Stadion, når hele truppen løber på banen inklusiv de tre stærke spillere Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Simon Kjær.

Og DBU’s fodbolddirektør fortæller, at holdet glæder sig meget til at spille i Aalborg. Sidste år var der fuldt hus på Aalborg Stadion, og Peter Møller siger: ”For mig er det jo som at vende hjem, når vi skal spille i Aalborg, og jeg ved, at holdet også kan lide at komme rundt i landet og møde fansene. Og i år er vi også glade for, at der er mulighed for, at alle fans kan komme og opleve træningen dagen før kampen, som er åben, og her kan man komme helt tæt på og opleve, når de træner og efterfølgende få mulighed for at møde dem. Og det ved jeg, at spillerne også glæder sig til”.
Den åbne træning foregår mandag d. 14. oktober kl. 17.00.

På spilledagen er der lagt an til flere gode oplevelser i Fanzonen fra kl. 16.00. Her kan du bl.a. finde ud af, hvor hårdt du kan sparke til bolden og finde ud af, om du kan placere bolden helt oppe i hjørnet. Derudover kan du glæde dig til aktiviteter som speedcage, panna, præcisionsskud og meget mere. Hvis du lægger vejen forbi Fanzonen kan du også få malet Dannebrog på kinderne og købe merchandise, så du er helt klar til kampen.
Fanzonen åbner kl. 16.00 og er placeret på p-pladsen ved Nord Tribunen.
Du kan endnu nå at sikre dig en billet på www.dbu.dk.

Så kom til dette fodboldbrag på Aalborg Stadion og giv landsholdet al den medvind, du kan!



Kommentarer