Så er Magasin Aalborg i fuld gang

24-09-2018
Det blev en fantastisk åbningsdag for det nye Magasin i Aalborg – 25.000 mødte frem.
Af Palle Bjørnstrup

Der var kø fra Gabels Torv gennem Fjordgade og helt op i Nørregade, da Magasin forleden åbnede i Aalborg med fuld musik.
Store manager, Tina Mikkelsen, fortæller: ”Vi vidste, at interessen for Magasins åbning i Aalborg har været enorm, lige siden etableringen blev en kendsgerning – og jeg skal da love for, at vi er blevet varmt modtaget her i Aalborg, og det lover virkelig godt for vores fremtid i byen og vores håb og drømme for denne nye forretning i Aalborg. Og jeg må sige, at Aalborg virkelig har undergået en forvandling de senere år, og det er tydeligt, at hele byen har fået et løft, både arkitektonisk, på kultursiden og også på shoppingsiden. Og så denne modtagelse med flere end 25.000 der ville opleve det nye Magasin i Aalborg. Det bekræfter os i, at det er det helt rigtige at åbne i Aalborg”.

På selve åbningsdagen bød Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, på byens vegne, Magasin ”Velkommen hjem”, og det fremgik også fra gæsterne, at det for mange var et glædeligt gensyn.

Efter velkomsten blev resten af dagen fejret med aktiviteter i midtbyen og i stormagasinet. Bl.a. tegnede illustrator Mette Boesgaard portrætter af og til kunderne, søde dansepiger løftede stemningen, musiknavnet Iris Gold fik sat skub i de morgenfriske kunder med et brag af en optræden.

Der er ingen tvivl om, at Magasin sammen med det nyrenoverede Friis vil give nyt liv til Midtbyens butiksliv. Store manager Tina Mikkelsen, er blevet hentet internt i Magasin til stillingen i Aalborg, fra Odense hvor hun i en årrække har stået i spidsen for Magasin, Odense.

Hun fortæller: ”Bl.a. via online-butikken magasin.dk har vi via salgstallene kunnet registrere stor interesse fra Aalborg området. I Magasin har vi i de senere år gennemført div. moderniseringer, satset på kundeoplevelser og nye brands på hylderne. Det har givet en periode med god vækst – og alt dette kan kunderne nu opleve i den fysiske forretning, vi nu har etableret her i Aalborg – det hele er meget spændende”.



Kommentarer