Så blev den hvide væg farverig på skolen

09-09-2017
Den gamle boldvæg på Gl. Hasseris Skole står nu i alle regnbuens farver på sportspladsen.
Af Palle Bjørnstrup

16 elever fra 8. årgang har i fire dage i slutning af august arbejdet med graffiti. De har forinden hentet inspiration fra gavlmalerier rundt om i Aalborg, været i Karolinelund og set på forskellige graffitikunstneres udsmykninger på containere, besøgt Fremtidens Plejehjem, Værket i Nørresundby og Street Station.

Inspirator og initiativtager til projektet er Katja Kjær Rask, viceskoleleder. Hun kontaktede multikunstneren Johnny Hefty, idet formålet med projektet bl.a. var, at eleverne skulle stifte bekendtskab med en kreativ sanger, som er lidt anderledes i sin udtryksform..

Eleverne har haft en herlig uge, som blev afsluttet med besøg på Fremtidens Plejehjem, hvor to generationer har mødt hinanden i graffitiens verden.

Derfor er en gammel, lidt slidt boldvæg på skolens store sportsplads nu omdannet og står i alle regnbuens farver med teksten: ”Plads til alle farver”, og en enhjørning, sabeltiger, bogorm og en læsende ræv på den anden side.

En dør ved cykelskuret er også malet med en tegneseriefigur med cykelhjelm på. Et opbevaringsskur er på to sider blevet dekoreret med bl.a. en ræv med guitar. Ræven er Johnny Heftys varetegn.

De unge er blevet klogere på graffitien som streetart, på uskrevne regler i miljøet såsom, at man eksempelvis ikke maler oven på hinandens kunstværker, på graffitiens historie og Johnny Heftys egen.

Viceskoleleder Katja Kjær Rask forklarer: ”Vi er meget glade for dette projekt. Det har udfordret vores elevers kreative formåen, de er blevet klogere på hinanden og graffiti, og så har de fået indblik i en verden, som de ikke kendte meget til. Det har været en succes, og forældrene har bakket op om projektet. Vi har arbejdet med den åbne skole på en kreativ måde samtidig med, at eleverne har sprudlet og samarbejdet på andre måder end i klassen”.



Kommentarer