Så blev Hasseris’ juletræ tændt

04-12-2018
NU kan det stå foran Hasseris Kirke og signalere varme og juleglæde til alle indtil jul.
Af Palle Bjørnstrup

Bag juletræstændingen står Hasseris Grundejerforening og Hasseris Kirke i skøn forening.

Omkring 150 Hasseris borgere mødte frem til juletræstændingen, og heriblandt var mange børn. Hasseris Kirkes kor, under ledsagelse af organist Marianne Haldrup, underholdte med julemusik, og spillede og sang for på to glade julesange, som de fremmødte sang pænt med på.

Formand for Hasseris Grundejerforening, Torben Thorup Jensen, talte om juletiden, om tiden der går og kom også ind på Grundejerforeningens 125-års jubilæumsår, der nu gik på hæld. Han var glad for, at der var mange, der havde deltaget i de forskellige jubi-aktiviteter – og nævnte, at man endnu kunne nå at få udleveret bogen om arkitekten Jacob Blegvad. Dernæst omtalte han trafikproblemer i relation til trængsel, og at denne nok ikke kunne forventes, at blive mindre i fremtiden, al den stund at man forudsiger, at danskerne i 2030 vil have ca. tre millioner biler. Dette er og vil også være et problem i Hasseris, vejene sander til. Foreningen har haft og skal have møder med By- og Landsskabsforvaltningen om dette spørgsmål, og havde allerede rejst problematikken om krydset her, nærmest ud for juletræet, hvor venstresvingsbanen fra Hasserisvej mod Svalegårdsvej er alt for kort, med det følge, at der spærres for den ligeud kørende trafik på Hasserisvej.
Dernæst opfordrede Torben Thorup Jensen til, at man passede på hinanden ved at danne nabohjælpsgrupper, og at dette bl.a. kan ske via foreningens hjemmeside. Man kan aldrig gardere sig nok. Han takkede derefter Hasseris Kirke og Hasseris Kirkes kor samt KFUM Spejderne fra Knuden for godt samarbejde – og ønskede alle en rigtig glædelig jul.

Ole Lerup, Menighedsrådsmedlem i Hasseris Kirke, fik derefter ordet, og var glad for det flotte fremmøde. Han var glad for, at kirken kunne medvirke ved denne årlige juletræstænding, der er en dejlig tradition. Han havde også tak til samarbejdet mellem kirken og grundejerforeningen, samt kirkens kor og de deltagende spejdere, der sørgede for det praktiske.

Efter dejlig julemusik fra Hasseris Kirkes kor, blev det store juletræ tændt kl. 17.00, og borgerne benyttede med det samme lejligheden til at danse om juletræet med en herlig julesang.
Apropos juletræet, så var der i år indkøbt ekstra lyskæder, og det er endda miljøvenlige led pærer, fortalte formanden. Træet vokser jo fra år til år, og sidste år blev der for lidt lys på træet, men det var der rådet bod på i år, hvilket alle kan opleve, når de kører forbi træet.

Så diskede spejderne op med æbleskiver og gløgg, og andre drikkevarer, så alle kunne få en juleforfriskning – og dermed en god forsmag på juletiden.



Kommentarer