Så blev Aalborg Vinterrevy holdt over dåben

16-11-2018
Premieren fandt sted i aftes i en fyldt Europahal med masser af glade mennesker.
Foto: Peter Halskov
Af Palle Bjørnstrup

Skuespillerne var i hvert fald også glade. I spidsen stod Rasmus Krogsgaard, der også havde instrueret løjerne, og han blev fuldt godt til dørs af Thomas Mørk, Vicki Berlin og Pernille Schrøder.

I alt leverede de 20 numre i revyen inkl. et par flotte dansenumre, flot udført af danserne fra House of Dance. Musikken denne aften var lagt i hænderne på Revyorkesteret med kapelmester Mickey Pless i spidsen.

Så tog løjerne ellers fart med god anvendelse af ny teknik, og publikum blev lovet en ny start på revyen og en ny afslutningsform, og det holdt stik.

Undervejs leverede skuespillerne flotte præstationer, specielt Pernille Schrøder leverede en forrygende indsats som ”den lille store” i en sang om Nordkoreas leder. Rasmus Krogsgaard viste sit talent som sangskriver i et samarbejde med publikum, hvor han omsatte publikums forslag til tekstindhold til en fin lejlighedssang. Thomas Mørk var uforlignelig med sin fantastiske mimik i flere gode numre, så det er helt rigtigt, at han er blevet præmieret for sit revyspil. Vicki Berlin leverede også en flot præstation i flere numre.

Der faldt gode grin og klapsalver af fra publikum undervejs, helt berettiget. Lidt malurt i bægeret er dog nødvendigt. Reyfolkene må lære, at Danmark er et lille land, så det med at genbruge numre fra tidligere og fra andre revyer, bør man nok undgå. Aalborg Vinterrevy bør være sin egen.

Men holdet præsterede flot hele vejen igennem, og fik op til flere fremkaldelser efterfølgende, fuldt fortjent, og i den glade stemning blev alle behørigt hyldet – også Ernst Trillingsgaard måtte på scenen for at blive hyldet, denne revy var nummer 80, som han havde haft fingrene i – og det blev bifaldet ikke mindre af.



Kommentarer