SOS melder at færre fik vejhjælp i udlandet

22-09-2018
Opkaldet fra nødstedte billister i udlandet dykkede med 10% hen over sommeren.
Af Palle Bjørnstrup

Sommeren er normalt årets travleste periode for SOS International, fordi det her normalt topper med assistance til danske billister, der får problemer med deres bil i udlandet.

I år nåede antallet af assistancer dog ikke toppen, men der har selvfølgelig stadig været behov for assistance.

Anette Bjørn Juncher, som er chef for Vagtcentralen, fortæller: ”Juli er stadig klart vores travleste måned, men med det fantastiske vejr vi har haft herhjemme, kommer udviklingen ikke som den store overraskelse. Og det er selvfølgelig glædeligt, at knap så mange har haft udfordringer på kør-selv-ferien. De færre opkald kan langt hen ad vejen forklares med, at vi i år har kunnet nyde sol og sommer uden først at skulle ud på Europas motorveje. Sidste år var det nærmest omvendt, da flygtede vi fra regn og dårligt vejr”.

Det kan også være, at mange af de billister, der skulle på kør-selv-ferie har sørget for at få deres vogn tjekket op inden ferieturen, så de typiske årsager, bremser, kobling, oliestand eller kølervæske var gennemgået inden turen.

Under alle omstændigheder er det en god ting, at have sikret sig, at ens kaskoforsikring også omfatter Rødt-kort ordningen, der gælder i de 28 EU lande og knap 30 lande uden for EU.

At det er en god ting, kan redaktøren tale med om, da kør-selv-ferien i Frankrig blev afbrudt af en itu gået bremse (selvom bremserne var fornyet inden rejsen).
Her var det godt at kunne ringe, og få assistance efter ca. 1,5 times ventetid på en fransk landevej i nærheden af Gap. At geografi inden for en 50 km grænse i Frankrig kan være vanskelig, er der ikke noget at sige til, når man sidder i København og skal hjælpe, men hjælpen kom. At franske autoværksteder så er en helt speciel oplevelse kan SOS ikke gøre for.
Det tog en uge at få skiftet højre baghjulsbremse, og efter hjemkomst har en dansk mekaniker konstateret, at den ikke var korrekt lavet i forhold til danske sikkerhedskrav.

Men der kan kun opfordres til at have den rigtige forsikring – så er der hjælp.




Kommentarer