Rumtosset på Utzon Centret

05-07-2019
Bliv tosset med rum, og slå dig løs i en forunderlig verden af skæve og skøre arkitektoniske installationer på Utzon Centret.
Af Jens Skovgaard

Både børn og voksne kan blive helt rumtossede i Utzon Centrets netop åbnede udstilling. Det kan denne artikels forfatter skrive under på efter, at jeg, sammen med mit barnebarn Mikkel på 10 år, besøgte udstillingen forleden. Det første, man får øje på, er en pyramide med indvendige spejle. Når man træder ind i den, ser man pludselig selv fra alle mulige vinkler, som er man fotograferet i en ‘superselfie’. Det næste er Himmelhusene, hvor man kan komme op til skyerne og køre ned ad forskellige rutsjebaner. Og sådan fortsætter man ind i en verden, hvor natur og arkitektur er bundet sammen i en helhed.

Udstillingen er opbygget af seks arkitekter og designere, som hver har opbygget forskellige installationer, der omfatter ‘Himmelhuse’, en ‘Skalaby’, ‘Biernes Tempel’ med vokslampeskærme, Virtuel Reality-spil, et legolandskab, hvor man kan bygge højhuse, spejlkabinetter og meget andet, som sætter fantasien i spil hos både børn og voksne.

Udstillingen er en unik kombination af leg og læring, så har du muligheden for at besøge udstillingen sammen med dit barn eller barnebarn, bør du gribe den her i ferien, for det er en oplevelse ud over det sædvanlige.

Med sin udstilling viser Utzon Centret, hvordan man gennem leg kan få viden om emner, der ellers ofte kan være komplicerede at forstå. F.eks. er der bygget en række huse i forskellige størrelsesforhold - fra det lille bitte til det kæmpestore. Sat i forhold til sig selv oplever man pludselig, at man, fra at være en kæmpe, bliver til en dværg. I en anden installation arbejder man med naturens egen arkitektur i form af biernes fantastiske bygningsværker, som man selv kan prøve at efterligne ved at danne små sekskanter af pap, der sættes samme på en væg, hvor der efterhånden opbygges en menneskabt ‘bitavle’.

Når man ikke et besøg her i sommerferien, er der ikke grund til bekymring, for udstillingen varer helt frem til 23. februar næste år.



Kommentarer