Oplev kreative robotter på Kunsten i efterårsferien

15-10-2021
Ingen ferie uden hygge og kreativitet på Kunsten Kom hver dag fra d. 16.-24.10 kl. 10-17 og vær kreativ.
Af Palle Bjørnstrup

Kan en robot være kreativ? Kom og find ud af det i efterårsferien. Værkstedet på Kunsten er forvandlet til et laboratorium for robotkunst.
Omdrejningspunktet er en UR3-Cobot der kan være kreativ sammen med mennesker.

Peter Juul, leder af Kunsten Kreativum siger: ”Efterårsferiens familieværksted tager afsæt i udstillingen Work It Out, der handler om fremtidens arbejde, herunder også robotteknologi, og hvor den kan erstatte mennesker”.

Skulptur af drømme
I en helt ny familiezone på Kunsten handler det om fremtidens arbejdsliv. Her kan man bygge en skulptur af sit drømmejob ud fra, hvad der er vigtigt for dig: At arbejde med mennesker, at tjene mange penge, at have stor grad af frihed, at bruge kroppen, at være i naturen eller arbejde med teknologi. Når skulpturen er færdig, skal du beslutte dig for den rette hylde at sætte den på: Der er både buede, lige, små, store, høje og lave hylder.

Indtil videre fortæller Peter Juul, har vores drømmezone-job været en kæmpe succes, både blandt voksne og børn. Mange finder glæde i at stoppe op og tænke efter, dagdrømme eller bare tage sig en rolig, kreativ stund.

I efterårsferien vil der også være skattejagt, familieyoga, et sanserum, små introduktioner og mange andre aktiviteter, der alle tager udgangspunkt i kunst, leg og kreativitet.

Brasserie Kunsten serverer børnevenlige retter, og Skulpturparken har taget sin smukkeste kjole i efterårsfarver på.

Alle aktiviteter er GRATIS efter betalt entre undtagen skattejagt og yoga.
Personer under 18 år har altid gratis entre på Kunsten.

OBS: Robot-workshoppen starter først mandag d. 18. Oktober.



Kommentarer