Oplev et cykeldrevet musikkoncept

11-09-2017
Aalborg Bibliotekerne præsenterer et CO2-neutralt musik- og pladebørskoncept.
Af Palle Bjørnstrup

I anledning af Aalborg Bæredygtighedsfestival giver Biblioteket konceptet og sine musiktilbud en ekstra tand, og strømmen leveres af cykler.

Biblioteket vil gerne slå fast: At, som ide, er lån af bøger, musik, noder etc. på biblioteket et af de ældste og mest succesfulde bæredygtighedskoncepter.

Sammen med Universitariet har Aalborg Bibliotekerne i anledning af bæredygtighedsfestivalen opfundet en musikcykel, så publikum kan cykle lyden af deres yndlingsgruppe frem med egen muskelkraft – uden at belaste miljøet.

Samtidig har Hovedbibliotekets Musiklounge inviteret en 100% CO2-neutral bandkonstellation til at lyse op på loungens lille scene. Tonerne leveres her via et ultra-akustisk setup bestående af Jens Jepsen på bæredygtig vokal og akustisk guitar; og Albert Reinholdt Østergaard på pesticidfri kontrabas.
Sammen leverer bandet musik med lyrisk tyngde og rødder i et rytmisk univers inspireret af Dylans akkordsammensætning, Neil Youngs fingerspil, jazz, latin og underlæggende grundklange fra kontrabassens dybsorte toneregistre.

Og som altid kan der selvfølgelig lånes noder, bøger, cd´er, spil og meget mere fra en af verdens ældste bæredygtige institutioner, biblioteket.



Kommentarer