Nyt skræmmende samarbejde ser dagens lys

11-09-2020
Aalborg karneval rykker HORROR NIGHT den årlige Halloweenevent ind i AKKC
Af Palle Bjørnstrup

Efter tre succesfulde år flytter HORROR NIGHT til hemmelige gange under det store kulturhus, og her laver arrangørerne den til dato største horror-produktion.

Det kommer til at foregå i fuldmånens skær i weekenderne 23.+24. og 30.+ 31. Oktober.

Halloween nærmer sig med hastige skridt, og det er derfor igen blevet tid til at invitere alle, der elsker et godt gys. I år slår foreningen Aalborg Karneval sig sammen med en af de helt store aktører i Nordjylland med ambitioner om at lave det største og mest skrækindjagende horror house til dato.

Forberedelserne har været i gang længe, og aflysningen af Karnevallet i maj har kun givet folkene bag endnu mere blod på tanden. Det samme gør sig gældende hos Aalborg Kongres og Kultur Center, som ligeledes ser frem til at byde indenfor til en helt ny og anderledes oplevelse i det store kulturcenter.

Temaet for Horror Night 2020 er ”apokalypse” og alle besøgende bør forberede sig på at blive skræmt fra det øjeblik de møder op. Det er igen i år de lokale karnevalsgrupper, som står for det kreative indhold samt opbygningen af ruten.

De aktuelle restriktioner, som følge af Covid-19, har været med til at bestemme temaet for årets Horror Night. I stedet for at lade sig begrænse har arrangørerne valgt at gøre gældende regler om brug af mundbind, afspritning og fysisk afstand til en del af oplevelsen.



Kommentarer