Nyt gavlmaleri i Bispensgade 8-10 (Gården)

06-05-2019
Her kan man nu opleve den hollandske kunstner Joram Roukes værk ”Final Cut”.
Af Palle Bjørnstrup

Værket indgår i Gallery Kirks 5. udgave af gavlmaleriprojektet ”Out in the Open”.

Udover, at Joram Roukes netop har færdiggjort gavlmaleriet ”Final Cut”, udstiller han i Gallery Kirk i Danmarksgade og her udfolder han sig i store oliemalerier.

Efter flere år i Los Angeles bor og arbejder Joram Roukes i dag i Amsterdam, Holland. Hans overvældende væg- og oliemalerier er refleksioner over livet i hverdagen, observeret, filtreret og samlet i en collage-lignende måde. Værkerne fremstiller et fragmenteret og dog stadig sammenhængende syn på nutidens samfund og den menneskelige adfærd. Dette ofte i fængslende lyse farver, detaljerede præsentationer og eksperimenterende sammensætninger, der umiddelbart vækker nysgerrigheden.

Han fortæller selv: ”Når man maler et menneskes ansigt, fremstiller man først og fremmest et portræt af en person, der findes. Hvad jeg forsøger at gøre i værkerne, er i stedet at holde dem anonyme, så det ikke omhandler et bestemt individ, men mere generationerne som sådan, og det samfund de lever i. Når man maler dyrehoveder giver dette en masse associationer til den menneskelige adfærd. Dyr kan f.eks. være beskidte eller snedige. De har en masse karakteristika, og sammen med de andre imaginære elementer i et værk, tror jeg at det er en stærkere måde at supplere historien på, istedetfor at bruge menneskeansigter. I sidste ende er det et spørgsmål om anonymitet, og at forlade de traditionelle billeddannelser til fordel for flere associationer”.

Joram Roukes er uddannet fra Academy of Fine Arts Minerva (BFA) i 2006.



Kommentarer