Nu skal regionens klogeste 6. klasse findes

07-01-2022
Det sker onsdag d. 12. januar, hvor klassen til finalen i quizzen ”Smart Parat Svar” skal findes
Af Palle Bjørnstrup

D. 12. januar er Aalborg Bibliotekerne vært for den regionale runde. Da corona stadig spøger i kulissen, må regionsfinalen afholdes digitalt. I de lokale runder dystede næsten 450 6. klasser i en strid på viden, og dem der stadig er med rækker nu ud efter en finaleplads og titlen som ”Danmarks Klogeste 6. klasse”.

Det kræver viden, samarbejde og et bredt sammensat hold med gode kompetencer. Den nationale finale finder sted d. 2. februar 2022 – og der er selvfølgelig meget på spil. Udover titlen som Danmarks Klogeste 6. klasse er der også en præmie på kr. 10.000 til klassen.

”Smart Parat Svar” er en national læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeÅger – og viser, at det er sejt at være klog.

”Smart Parat Svar” er oprindeligt udviklet af Gentofte Bibliotekerne, og drives i dag af Aalborg Bibliotekerne i tæt samarbejde med landets biblioteker. Det er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Finalen vil som nævnt blive afholdt d. 2. februar 2022 og vil blive live-streamet fra Aalborg. Her vil værterne Erling og Jacob føre de ni finalehold igennem quizzen på bedste og mest underholdende vis.



Kommentarer