Musikkens Hus rykker ind i kirken

08-06-2018
To efterårskoncerter afvikles i en ny ramme, nemlig i den smukke Vor Frue Kirke.
Af Palle Bjørnstrup

Vor Frue Kirke kommer til at danne ramme for to koncerter med henholdsvis Pernille Rosendahl og HUSH i kirkens flotte og spændende rammer.
Både Pernille Rosendahl og HUSH vil give koncerter med et program, der er særligt velegnet til kirkerummets højtidelige stemning med de høje hvælvinger og ikke mindst den akustik, som kirken kan levere.

Jeppe Uggerhøj, der er programchef i Musikkens Hus, fortæller: ”Det bliver et akustisk og mere intimt set-up, som passer perfekt til kirkens rammer, hvor der er plads til eftertænksomhed og sjælfuldhed."

Pernille Rosendahl vil spille i Vor Frue Kirke fredag d. 2. november 2018 og HUSH vil give deres koncert i Vor Frue Kirke en uge senere fredag d. 9. november 2018.

Pernille Rosendahl er kendt for at balancere både det skrøbelige og det stærke. Hun vil, oppe ved alteret, fremføre solomateriale og nyfortolkninger af klassikere fra Swan Lee og The Storm.
HUSH, med Dorthe Gerlachs smukke vokal i front, stiller op med et akustisk set-up, der lader gæsterne komme endnu tættere på den populære pop-country-duo.

Vor Frue Kirke med de røde mursten og det sorte tegltag, som vi kender den i dag, er opført efter tegninger af J.E. Gnudtzmann og blev indviet i 1878. Selve kirkegrunden med Vor Frue Kirke har dog eksisteret siden omkring år 1100, hvor den først hed ”Mariakirken” og var tilknyttet et benediktinerkloster i det, der dengang var byens østlige udkant. Der er plads til 400 gæster i Vor Frue Kirke under begge koncerter.

”I Musikkens Hus er vi altid interesserede i at udforske nye måder at give vores gæster en musikoplevelse på. Musik er for alle sanser – og rummet har en stor betydning for, hvordan musikken opleves. Det er os en fornøjelse, at få lov til at eksperimentere med rammerne og dermed give gæsterne en særlig og samtidig smuk oplevelse”, siger Jeppe Uggerhøj.



Kommentarer