Morskabs-Theatret spiller Jul i Gammelby

26-11-2021
Der er premiere fredag d. 3. December og der spilles indtil 19. December i Det Lille Teater i AKKC
Af Palle Bjørnstrup

De seneste par år har Morskabs-Theatret med pæn succes spillet julen ind med en herlig juleforestilling. Det glippede sidste år grundet corona – men nu er man klar til at gå på scenen med den herlige forestilling ”Jul i Gammelby”.

Stykket blev opført som julekalender på DR tilbage i 1979. Det handler om en købmand i Gammelby, der er ved at gå til af bekymring over, at hans fragtskib, det gode skib ”Haabet” ikke er kommet i havn. Sker dette ikke vil han ikke holde julefest. Det vil nisserne der bor på loftet i købmandsgården ikke finde sig i, og i ledtog med købmandens børn, Mads og Mette, finder de på forskellige drillerier, der skal overbevise købmanden, der samtidigt er byens borgmester om, at han gør bedst i ikke at aflyse julen.

Det bliver der meget sjov og ballade ud af, så derfor kan man forvente et par hyggelige timer med Morskabs-Theatret.

Morskabs-Theatret er en amatørforening, og vi arbejder professionelt med professionel instruktør og sangcoach. Vi nærmer os 25 år som forening, og vi har gennem årene spillet mere end 30 forestillinger for over 150.000 publikummer, fortæller formand Jan Lynge.

Også i år er det instruktør Martin Schwab og sangcoach Henrik Fevre, der tager sig kærligt af alle skuespillerne, der alle brænder for at lave herligt teater for publikum.

Billetsalget er i gang – kontakt AKKC´s billetkontor




Kommentarer