Masser af glade børn til Hasseris Gymnastikforenings arrangement

03-05-2018
300 glade børn hoppede og dansede, da de lørdag formiddag viste deres gymnastikfærdigheder frem for de mange forældre og pårørende i Solsidehallen.
Af Jens Skovgaard

Det var et imponerende skue, da mere end 300 børn og 35 instruktører marcherede ind i hallen. Ud over de mange børn og instruktører fra Hasseris Gymnastikforening, deltog også Aalborg Landsdels-juniorhold 4.-6. klasse.

Hasseris Gymnastikforening kan i år fejre 60 års jubilæum, og det var derfor en stolt Formand Helle Dyngby, der kunne byde velkommen til Gymnastikopvisning 2018 for alle børnehold.

“En gymnastikforening skal selvfølgelig have en fane, og det er derfor med stor glæde, at vi i dag kan modtage vores første fane, som er skænket af Danmarks-Samfundet”, sagde Helle Dyngby, hvilket var indledningen til en fin lille ceremoni, hvor Robert Møller-Christensen fra Danmarks-Samfundet i Aalborg overdrog den nye fane til gymnastikforeningens Fanebærer og Instruktør Cecilie Bjørn Jensen.

Derefter gik selve opvisningen i gang. De helt små havde far eller mor med som støtte, for det kan være en overvældende oplevelse pludselig at skulle optræde for flere hundrede mennesker i en stor hal. De lidt større børn viste deres færdigheder som springgymnaster på forskellige gymnastikredskaber og opvisning på gulvet.

Foreningen har i år modtaget en donation fra Spar Nord Fonden, som er blevet anvendt til at indkøbe en ny trampolin, som blev flittigt brugt til at give springerne højde, når de skulle have afsæt til en snurretur i luften.

Medens ungerne havde travlt på gulvet, blev der tid til en snak med Helle Dyngby, som fortalte, at børnegymnastikken er vokset rigtig meget de seneste år: “Oprindelig var det kun voksenhold, men de seneste 4-5 år er børnene strømmet til, hvilket er en fantastisk udvikling”. Men det stiller også store krav til foreningen, fortalte Helle: “Dels skal vi jo have instruktører, der kan undervise børnene, dels skal vi skaffe økonomi til at drive foreningen, men heldigvis bor vi i en kommune, der prioriterer sport og ungdomsarbejdet højt”.



Kommentarer