Margrethekirken har masser på programmet

09-06-2018
Der er kunstudstilling, om kort tid konfirmandindskrivning og senere Skt. Hans fejring.
Af Palle Bjørnstrup

KUNSTUDSTILLING - Fra nu og frem til ultimo august er der kunstudstilling i Margrethesalen med værker af pensioneret præst Ole Skov Thomsen, der tidligere har været præst ved Margrethekirken (1986-1997).
Ole Skov Thomsen er nu pensioneret præst fra Klokkerholm Kirke, men forfølger sin kunstneriske åre, og lige for tiden arbejder han med ældreportrætter – ud fra en tanke om alder, værdighed og 100-årig skønhed. Det er ikke religiøse/bibelske motiver, men billederne kunne godt være inspireret af et kristent menneskesyn.

KONFIRMANDINDSKRIVNING – til konfirmation i Margrethekirken 2018/19 sker onsdag d. 13. juni og torsdag d. 14. juni begge dage kl. 16.00-20.00. Man kan booke tid via Vester Mariendals Skoles intranet, og er man ikke elev på skolen kan man ringe til præst Pia Kirkegaard og få en tid. Der er konfirmation den første weekend i maj 2019 – lørdag d. 4. maj og søndag d. 5. maj. Man vælger selv en dag og kirken sætter tidspunktet.

MIDSOMMERFEST – eller Skt. Hans fest fejrer Margrethekirken lørdag d. 23. juni kl. 19.00.
Der vil være bål, heks, tale og tonerne fra ”Tre høje Hatte” i luften denne aften. Årets båltaler bliver Arresthus- og Korshærspræst Lena Bendtsen. De ”Tre høje hatte” vi spille de smukkeste midsommerviser på smukkeste vis – og der vil være mulighed for at købe forfriskninger i form af øl, vand og pølser.
Tidsmæssigt starter det kl. 19.00 – og båltalen vil blive holdt kl. 20.00 og kl. 20.30 tændes bålet.



Kommentarer